Vi har fået en søster.
20. juni 2017
FAGBEVÆGELSEN I BRUXELLES STYRKES DIGITALT
Mens Bruxelles har været ramt af hedebølge, har vi fået en søster. På nettet.
Fagbevægelsens EU-sekretariatet i Bruxelles, som drives af LO, FTF og Akademikerne i fællesskab og hvor også Fagligt.EU er forankret, har fået en hjemmeside. På siden kan man læse mere om sekretariatets og hovedorganisationernes interessevaretagende arbejde på vegne af de danske lønmodtagere i forhold til EU.
Hjemmesiden er tænkt som et enkelt værktøj for samarbejdspartnere og andre, der er interesserede i danske faglige prioriteter. Således kan man læse om den danske model, løbende finde høringssvar og blive guidet videre til de tre danske faglige hovedorganisationer.
Hjemmesiden ligner Fagligt.EU på en prik – helt bogstaveligt ved at sidens navn også slutter på .EU med et stort farvet punktum som grafisk element – for at understrege slægtskabet og sammenhængen mellem Fagligt.EU og sekretariatet og resten af dets arbejde.
Siden er holdt i en kort form, for hurtigt at danne overblik over de danske hovedorganisationers og sekretariatets arbejde i Bruxelles. Den daglige faglige nyhedsopdatering sker stadig i regi af Fagligt.EU og særligt sociale medier og det nyhedsbrev, du lige nu klikker dig igennem.
KAMPEN OM SERVICEKORTET SPIDSER TIL
Som vi tidligere har skrevet her i nyhedsbrevet, er Kommissionen kommet med et udkast til et såkaldt servicekort på det Indre Marked for virksomheder inden for en række udvalgte sektorer, som sælger tjenester på tværs af grænser. I onsdags var der høring om sagen i Indre Marked-udvalget i Europa-Parlamentet med deltagelse af en række interesseorganisationer
og her stod det klart, at holdningerne er meget delte og kritikken af forslaget markant. Særligt når det gælder spørgsmålet om kontrol og håndhævelse.
Dansk Erhverv: Kortet vil forhindre svig
Dansk Erhverv er varme fortalere for kortet, som de mener vil lette en række administrative byrder for virksomhederne, herunder når det kommer til oversættelser af dokumenter. De mener endvidere, at det kan modvirke svig, da det ifølge dem vil være sværere at snyde med elektroniske oplysninger i et fælles EU-system end via dokumenter i papirform fra medlemslandene, som det ofte er tilfældet i dag.
Den Europæiske Faglige Sammenslutning: Kortet vil svække kontrolmulighederne
Fra europæisk faglig side har man den helt modsatte holdning. Her mener man, at de korte frister, der lægges op til, når værtslande kan kontrollere oplysninger på kortet, som oprindelseslandet har stået for at forsyne det med, umuliggør en reel kontrol. Desuden er man bekymret for, hvordan Kommissionen i sidste ende vil udmønte kortet, hvis først Europa-Parlamentet og Ministerrådet har nikket til det.
Den europæiske byggesektors brancheforening FIEC: Kortet er et fasttrack til ulovligheder
Brancheorganisationen er meget kritisk over for kortet – det samme gælder også en række andre brancheorganisationer såsom forsikringsbranchens. Fra byggesektoren anfører man, at kortet vil blive et fasttrack til at begå ulovligheder, da man kan nå at fuldføre et helt byggearbejde, inden værtslandet har haft en chance for at kontrollere oplysningerne på kortet. Desuden mener man ikke, at kortet bidrager med nogen merværdi for virksomhederne.
Kommissionen: Kortet er som en engelsk frugtkage
Efter at have lyttet til indlæggene på høringen sluttede Kommissionens repræsentant af med at kvittere for inputs og så slå fast, at servicekortet er som en engelsk frugtkage. Det bliver næringsrigt, når man får fat i den rigtige opskrift. Den håber Kommissionen så, at udvalget vil hjælpe med.
Næste skridt
Indre Marked udvalget fortsætter nu behandlingen af forslaget. Danske Morten Løkkegaard (V) er ordfører på direktiv-delen af servicekortet. Han skal medio juli aflevere sit første udkast til en betænkning om sagen. I Ministerrådet bliver det først under det kommende estiske formandskab, at man for alvor går i sving med behandlingen af servicekortet.
HANDELSNYT:
Ceta
Hvordan skrider det frem med CETA-handelsaftalen? Det får du overblikket over her.
Det Macron mener er...
Op til topmødet i Bruxelles i går og i dag har mange bidt mærke i, at den nye franske præsident har talt for, at der skal indføres skrappere midler til at beskytte EU mod, hvad han anser som unfair konkurrence og handel fra blandt andet Kina. Hvad der er blevet udlagt som en mere protektionistisk – og velkendt fransk – position. Men helt sådan skal det ikke forstås, forklarede Lars Løkke Rasmussen i går. Frankrig er stadig som Danmark en klar fortaler for frihandel.
SLÅ ET SLAG FOR WHISTLEBLOWERS
I dag er det årets internationale whistleblower-dag. Det kan fejres ved at deltage i
denne underskriftsindsamling, som en lang række europæiske faglige organisationer støtter op om. Målet er at lægge pres på EU-Kommissionen for at få den til at komme med et udspil til bedre beskyttelse af whistleblowers. Dansk fagbevægelse støtter, at der fra EU gennem et direktiv skal sikres bedre beskyttelse også i Danmark. I denne uge afholdt Retsudvalget i Europa-Parlamentet en høring om behovet for at gøre noget på området – se mere her.
DEN DANSKE MODEL…I BRUXELLES
En del af den danske model på arbejdsmarkedet er, at arbejdsmarkedets parter arbejder sammen om fælles mål og deler viden. Også i Bruxelles. Som et eksempel på dette afholdes der efter hvert Ministerrådsmøde på beskæftigelsesområdet en fælles briefing om mødets indhold og resultater arrangeret i fællesskab mellem, LO, FTF og Akademikerne og Dansk Arbejdsgiverforening. Således også i onsdags, hvor der var fokus på det seneste rådsmøde (læs vores dækning af rådsmødet her) samt Kommissionens udspil til en søjle for sociale rettigheder. Der var fuldt hus og
deltagere fra en lang række organisationer og aktører i Bruxelles. Næste briefing bliver efter næste Ministerrådsmøde med fokus på beskæftigelse i oktober.
HVIS DE VIL VIDE MERE…
Det Europæiske Faglige Forskningsinstitut, ETUI, sprøjter interessante rapporter ud på stribe for tiden. Vi kan kun anbefale at følge deres forskning. Blandt andet er de kommet med denne interessante analyse af, hvordan fagbevægelsen i 11 europæiske lande manøvrerer gennem kriser og politiske højspændte situationer såsom Brexit og den græske gældskrise. De er også kommet med
denne rapport, som sætter fokus på, hvordan fagbevægelsen i Østeuropa går nye veje for at sikre indflydelse for deres medlemmer.
TÆNKETANK: DET GÅR I DEN RIGTIGE RETNING MED UDSTATIONERINGSDIREKTIVET
I denne uge publicerede Tænketanken EUROPA et notat om revisionen af udstationeringsdirektivet. Og ifølge det er der grund til optimisme fra dansk faglig side, når det gælder den måde, som forhandlingerne om revisionen af direktivet skrider frem på. Særligt når det gælder spørgsmålet om, at direktivet ikke må underminere den danske model blandt andet i forhold til kompetencen til at forhandle løn, der fastslås til at være national.
I tirsdags behandlede og vedtog Retsudvalget i Europa-Parlamentet ligeledes sin udtalelse til parlamentets betænkning om sagen. Også her blev en række danske faglige prioriteter slået fast – blandt andet at aflønning netop er en national kompetence samt at udstationerede og nationale vikarer sidestilles.
UGENS:
Hat: Prøver den britiske dronning at sige noget her?
Madkamp 1: Ro på, de belgiske fritter er ikke i farezonen.
Madkamp 2: Kantinepriserne i Europa-Parlamentet er blevet et fagligt stridspunkt.
Dårlige start: Når man går til valg på en ny politisk kultur, er dette en dårlig start for en ny fransk regering. Omend der nu bliver ryddet op, hvilket ikke er kutymen ellers.
Bedste overblik: Eurofound er netop kommet med deres årlige oversigt over leve- og arbejdsvilkår i Europa. En guldgrube af information på beskæftigelsesområdet og det sociale område.
Varmeste hund: Vores svenske faglige kollegaer har på deres Bruxelles-kontor glæde af, at en af de ansatte ofte tager hunden Svea med på arbejde. Men i denne uge kom den på en hård prøve under hedebølgen, der ramte byen. Her kan du se, hvad der fik Svea gennem dagene med over 35 grader.
God Skt. Hans!