Nyhedsbrev nr. 48 fra Eden Denmark – December 2020

EdenDenmark

“Nu har vi den korteste dag - det er da et lyspunkt”
Citat: Storm P.

Julehilsen fra Eden Denmark.

Så fik år 2020 næsten sin ende, og dét i en udgave, som minder meget om marts måned. Vi sætter vores lid til, at det vi tilsammen gør bidrager til, at denne nye periode med Covid-19 bliver så kort som muligt. Endnu engang tak til alle jer, som fortsætter med at yde en kæmpe indsats for at være der for de, som er de mest sårbare i vores samfund. Vi har løbende været i dialog med de plejehjem og bofællesskaber vi samarbejder med, og det har vist sig, at Eden Filosofien har kunnet bidrage med et basis-værdisæt og holdninger til fællesskabernes livsbetingelser. Og er med til at sikre, at både beboere og medarbejdere kan komme bedst muligt igennem disse uvante tider.
Vi ser derfor frem til at samle op på de opnåede erfaringer, når hverdagen igen har mindre restriktive rammer. Nogle af de eksisterende erfaringer fra et hverdagsliv i plejehjem er bragt videre til Ældretopmødets idé-bank, og du kan læse om selv samme emner i blogindlægget på hjemmesiden.
Vi vil med dette nyhedsbrev ønske jer alle en glædelig jul og et godt nytår fyldt med håb om den “nye” fremtid, vi nu aner i horisonten.

 

 

Aktuelt:

Åbne arrangementer i foråret 2021:

3-dages grundlæggende Eden Alternative kursus afholdes den 8. - 10. marts på Brogården i Strib. Brogården overholder alle gældende retningslinjer i forhold til Covid-19.
Henvendelse til Eden Denmark vedrørende priser mm.
OBS: Tilmeldingsfrist 22. januar 2021.

Tilmelding via hjemmesiden

Netværksdagen for ledere og medarbejdere i registrerede Eden-hjem aflyses og afholdes i stedet som to ens webinarer i januar og februar. Læs mere om denne eftermiddag på hjemmesiden under netværksdage:

Tilmelding via hjemmesiden
 

Kontakt os for lokale kurser, temadage og andre arrangementer. Foråret 2021 er allerede ved at være fyldt godt op, så vent ikke for længe.

Siden sidst:


Nye registrerede Eden hjem i efteråret 2020:
Demensboligerne Bakkegården, Bagsværd i Gladsaxe
blev endelig et registreret Eden hjem den 6. november. Udnævnelsen skete sammen med Eden gruppen, og  lige så snart der åbnes for muligheden igen, så det er muligt at fejre både hinanden og den store kultur-transformationsproces Bakkegården har været igennem, vil det blive markeret med en fest. Endnu engang tak for jeres store indsats og vores gode samarbejde, som vi glæder os rigtig meget til at fortsætte.
Kristiansgården i  i Beder, Aarhus Syd, blev fredag den 27. november et registreret Eden-hjem. Fejringen for beboerne, katten og medarbejderne blev krydret med diverse taler, en lokal Eden sang samt en sunget vision om, hvordan hverdagslivet skal kunne være i et plejehjem. Som gæster var vi udendørs, og taler samt overrækkelse af registreringsplakaten foregik gennem vinduet fra gårdhaven.
Endnu engang velkommen som Eden-hjem. Vi nyder vores samarbejde og at følge jeres store indsats for at fastholde alt det, I har opnået. Tak for jer.

Flere nye hjem på vej: Flere andre plejehjem arbejder aktuelt frem mod at blive registrerede Eden-hjem, så det bliver spændende, hvor mange der bliver klar i det nye år. Det er både i Århus, Nyborg og Hillerød Kommuner.   

Eden Denmark aktiviteter før og under Covid-19: I efteråret har vi haft mulighed for at afholde 5, 3-dages kurser, og vi har gennemført adskillige årsmøder, enten fysisk eller virtuelt. Vi støtter op alle de steder, der har brug for det, også når der af flere forskellige grunde sker ændringer, som påvirker det ønskede hverdagsliv og der er brug for at sparre med os om at fastholde Eden-værdierne.

Under efterårets første åbne kursus, som fandt sted mens Ældretopmødet blev afholdt, drøftede vi, hvilke ønsker kursets deltagere havde til vilkårene for virkelig at levere en ældreomsorg, som er i top. Den blog vi henviser til i indledningen handler om disse emner.      

Nyt fra Folkebevægelsen mod ensomhed:  
Folkebevægelsen har ligesom alle andre måttet ændre deres arrangementer i løbet af året. Et spændende resultat fra samarbejdet er den nye analyse, som er udgivet af DEFACTUM, med seniorforsker Mathias Lasgaard i spidsen.  I finder analyserapporten her. Den viser, at 380.000 danskere fra 16 år og opefter er alvorligt ensomme. Det svarer til 8 pct. af befolkningen. Ensomheden er dog værst blandt de ældste – for 90+-årige gælder det hele 17 pct.
Dansk Røde Kors afholdt i foråret 14 forskellige Folkemøder rundt om i landet, som satte fokus på erfaringerne med ensomhed under nedlukningen grundet Corona. Find via linket idékatalog og de 10 anbefalinger, som kom ud af folkemøderne.
Senest har Folkebevægelsens koordinator Majken Lundberg, som opfølgning på dette år, haft en kronik i Politiken d. 16. december, hvor hun opsummerer ensomhedens udbredelse og diskuterer årsager og vilkår. Den afslutter med anvisning af 6 spor som kan være med til at reducere den samlede ensomhed i Danmark: 1. Bryd tabuet, 2. Fremme dannelse af inkluderende fællesskaber, 3. Videndeling og fælles fodslag mellem de, som arbejder med at forebygge ensomhed, 4. Kortlægning af årsagerne til svær, længerevarende ensomhed, 5. Forebyggelse ud fra viden om risikofaktorer og 6. Værktøjer til at identificere årsager til ensomhed hos det enkelte menneske. Alle områder som vi på forskellig vis kan bidrage til. 

Fonden Ensomme Gamles værn har i år haft 110 års fødselsdag. Savner du inspirerende læsning til juledagene, finder du en ny bog, som via kildematerialer fortæller om Fondens historie, i bogen “Gamlesagen. Mellem filantropi og velfærdsstat. Ensomme Gamles Værn fra 1910 - 2020”. Læs om udgivelsen og hent bogen her.    

Min egen hoveddør: Vi har sat en del nye døre op i dette efterår, og ser frem til at sætte endnu flere op i det nye år. De bringer fortsat glæde og og forandrer bofællesskaber fra det institutionsprægede til det hjemlige og genkendelige.    

 

Internationale nyheder:

Brochurerne om Eden Alternative Filosofien er at finde på norsk, svensk og finsk på vores hjemmeside: Find dem øverst på forsiden af vores hjemmeside.

I det internationale Eden fællesskab er der foregået mange spændende ting, som følge af de begrænsninger Covid-19 gav.

Der har været sat fuld fart på afholdelse af webinarer, som kan tilgås via den internationale Eden Alternative facebookside. 

Der er kommet et nyt internationalt logo. Det vil vi tage i brug i Danmark på et senere tidspunkt. Du kan se det på den internationale facebookside.  


Der er skabt en ny amerikansk E-learning platform kaldet E-volve. Herinde er det muligt at melde sig til kurser, som skal ses som et supplement til den grundlæggende Eden uddannelse vi gennemfører i Danmark. Ønsker I at melde jer til et af deres kurser, så kontakt os for at få en rabatkode. 

Husk at følge os på vores Facebook-side eller linkedIn side

 
 
FacebookYouTubeLinkedIn
Eden Denmark I/S
Bøjdenvej 27- 5800 Nyborg
CVR 31802857

Tlf.: +45 40 55 46 50
kontakt@edendenmark.dk
Afmeld