EdenDenmark

“Jeg er komplet ligeglad, om vejret er godt eller dårligt - bare det er der.”
Citat: Storm P.

Forårs og sommerhilsen fra Eden Denmark

Foråret er snart forbi og vi nærmer os sommeren. I Eden Denmark har vi haft et travlt første halvår i 2019 med 3-dages kurser, års-besøg i registrerede Eden Alternative hjem, en spændende netværksdag sammen med disse og bidrag til forskellige initiativer blandt andet hos Folkebevægelsen mod Ensomhed. Læs mere nedenfor.

 

Aktuelt:

Åbne arrangementer i efteråret:

3-dages grundlæggende Eden Alternative kursus afholdes den 11. til 13. november 2019 på Brogården i Strib.
Henvendelse til Eden Denmark vedrørende priser og materiale ved søgning af Kompetencemidler.
OBS: Tilmeldingsfrist 16. september 2019.  

Tilmelding via hjemmesiden
 

Netværksdag for ledere og  ledelses-grupper afholdes den 21. november 2019 på Brogården i Strib fra kl. 10-16.
Programmet udarbejdes efter sommerferien, og I er velkomne til at sende os idéer til dagens program.  
OBS: Tilmeldingsfrist er 26. september 2019.

Tilmelding via hjemmesiden
 

Siden sidst:

Stand-deltagelse under Danske Ældreråds Ældrepolitiske konference d. 30. april 2019. Konferencens tema var  “Inddragelse og samskabelse - hvordan bidrager ældrerådene bedst?” Dagen bød både på mange besøg i standen, og det er dejligt at opleve, at flere og flere deltagere kender til Eden Alternative og er stolte, når der findes registrerede Eden-hjem i deres kommuner. Samtidig bød dagen også på flere spændende oplæg. Find informationer om dagens indhold her.

Netværksdag for Registrerede hjem: Vi afholdt en spændende netværksdag, hvor emnerne omhandlede familiesamarbejde i praksis, med oplæg fra tre registrerede Eden-hjem om formiddagen. Efter frokost oplæg ved jurist Anita Klindt (Århus) om de gensidige forpligtelser omkring bidrag i hverdagen, når et familiemedlem bor i en visiteret bolig. Efter alle oplæg blev der udvekslet gensidige erfaringer og diskuteret livligt.

Åbent hus i Ålholmhjemmet i Hillerød: Udviklingsleder Pia Klingenberg har skrevet til os, at de havde indbudt til Åbent Hus lørdag d. 25 maj 11-14. “Huset var fyldt med gæster og alle huse havde hver især en særlig aktivitet at byde på. Her var ansigtsmaling for børn og voksne, ballonmand, hoppeborg for de små, kæmpelagkager, slush ice, banko, amerikansk lotteri,  workshops over forskellige emner. Liniedance, pølsevogn og kolde fadøl og rickshawcyklerne var i brug. Huset summede af liv og aktiviteter. Familier blev samlet om en dejlig aktivitet, medarbejdere havde familien på besøg og viste deres arbejdsplads frem og naboer fik et kig ind, hvordan det er at bo med en demenssygdom på et plejehjem. Vi havde alle en dejlig dag.”
Til denne dag var også den nye informative folder til frivillige i huset blevet færdig, så også nye interesserede nemt kan få indtryk af hvordan man kan støtte op i hverdagen på mange forskellige måder, samtidig med at rammerne for frivillighed er synliggjort.        

Flere Års-besøg i de registrerede hjem: Vi har i løbet af første halvår besøgt adskillige registrerede Eden-hjem. Det er virkelig fantastisk, hvordan hjemmene (på trods af  mange udefrakommende tildragelser) formår også at holde fokus på og arbejde med hverdagslivet og den ønskede lokale kultur. Vi har fået mange gode tilbagemeldinger på vores registrerings-hjælpemateriale og masser af ideer til at forbedre det i relation til vore nuværende danske forhold. Tak for alle tilbagemeldinger.  

Vandrequilten fra USA er nu flyttet til Æblehaven i Haarby. I nyhedsbrev nr. 43, fortalte vi første gang om en smuk væg-quilt som kom med til Danmark efter deltagelse i den sidste internationale Eden konference i Atlanta. Vi besluttede at den nu vandrer de registrerede Eden hjem imellem. Læs den længere fortælling om quilten, og se beretning og billeder fra dens overdragelse og nye plads her.

Undervisning og sparring i Island i slutningen af april. Fra d. 24.-28. april, var Karin Dahl i Island, for både at sparre med landskoordinatoren Rannveig Gudnadottir, besøge registrerede Eden hjem og for at undervise mange forskellige i, hvorledes Eden filosofien implementeres i Danmark mhp. at sikre så dybe og bæredygtige kulturtransformationer som muligt. Se beskrivelse og billeder her.

Min egen hoveddør: Vore hoveddørsfolier, som vi fortrinsvis har sat op i plejehjem, er nu også “flyttet ind” i Danske Diakonhjems bofællesskab Fjordbo i Gråsten. Se da Debbie Thomsen kom hjem og fandt sin nye dør opsat og læs om hendes og medarbejdernes glæde over den her.
Obs: Nye priser på hoveddørsfolierne - se dem her.

Nyt fra Folkebevægelsen mod Ensomhed - March mod Ensomhed og Danmark spiser sammen i uge 17: I Folkebevægelsen rejses der løbende opmærksomhed på det store ensomhedsproblem vi har i Danmark. I har på vores Facebookside kunnet følge Patrick som går mod Ensomhed. Han varmede op i april måned med den årlige march gennem Danmark, og gik i år fra København til Aalborg via Lolland, Fyn og Jyllands østkyst. Vejen faldt også forbi Kildebakken i Vissenbjerg, hvor vi sammen med flere beboere og medarbejdere fulgte ham på den sidste del af dagens rute frem mod plejehjemmet, hvor han nød opholdet til næste dag, og fortalte om sin vandring til de, som var interesserede.
Aktuelt har han taget fat på sin meget personlige tur, hvor hans mål er at gå fra Danmark til Kina, opdelt i to vandreperioder, hvor den første fører ham til Ankara. I disse dage er han nået til Berlin. Følg ham og hans store indsats på facebooksiden March mod ensomhed.
Forårets anden indsats var Danmark Spiser sammen i uge 17. Her havde Æblehaven i Haarby, Assens Kommune, søgt og fået støtte som registreret Eden Alternative hjem til, sammen med den lokale Røde Kors afdeling og Æblehavens venner at lave et fælles arrangement. Naboerne blev inviteret til kaffemik d. 25. april, og den blev velbesøgt. Haarbymusikanterne underholdt og de hjemmelavede lagkager gjorde lykke. Nye bånd blev skabt i løbet af denne hyggelige aften og Æblehaven ser frem til at indlemme flere frivillige i deres hverdag.

Den 6. juni bliver Lind Plejecenter i Herning Kommune det 18. registrerede Eden Alternative hjem. At kunne blive et Eden registreret hjem har for Lind Plejecenter medført mange indledende tiltag, så som en helt ny sansehave, ny indretning med fokus på hjemlig hygge og kompetenceløft af medarbejdere og frivillige. At blive et registreret Eden Alternative hjem signalerer til omverdenen, at organisationen ufortrødent fortsætter med at af-institutionalisere kulturen, så alle føler sig hjemme. Kulturtransformationen forsætter derfor med stort fokus på at skabe hverdagsliv hvor alle trives og beboernes behov og ønsker dagligt skaber variation i dagene.
Vi glæder os i Eden Denmark til at være med til at fejre jer under jeres sommerfest, hvor også forkælelses-makkerne fra skolen vil komme og deltage. Læs mere om Lind Plejecenter her.

 
 

Internationale nyheder:

Brochurerne om Eden Alternative Filosofien er nu at finde på norsk, svensk og finsk på vores hjemmeside: Find dem øverst på forsiden af vores hjemmeside.
 

Husk Eden Alternative konferencen i Australien fra den 15. til den 17. oktober 2019. Eden Denmark har desværre ikke mulighed for at deltage, men vil gerne være behjælpelig med kontakter. Læs om konferencen her

Dato og sted for den 10. internationale Eden Alternative konference i USA fra den 28. til den 30. april 2020 i Denver, Colorado.

Overordnet titel: Move Mountains - Innovate. Collaborate. Get Results. Læs om den her.

Ny kollega i Mauritius: Charlene Van Zyl. Charlene repræsenterer Mascarene øerne, der inkluderer Mauritius, Rodrigues og Reunion .

Dødsfald: Eden Mentor og Educator Paul Bailey fra England er i januar måned afgået ved døden. Mange danskere har mødt ham og hans hustru June Burgess ved forskellige Eden-arrangementer. Paul og June har været store støtter for Eden Denmark. Æret være hans minde.

Husk at følge os på vores Facebook-side eller linkedIn side samt vore sider i Magasinet Pleje  Eden Denmark og Min Egen Hoveddør.  

 
 
FacebookYouTubeLinkedIn
Eden Denmark I/S
Bøjdenvej 27- 5800 Nyborg
CVR 31802857

Tlf.: +45 40 55 46 50
kontakt@edendenmark.dk
Afmeld