Kære alle.
Den tekniske sættenisse var på spil under udsendelse af dette nyhedsbrev fra før jul. I får det derfor først nu. Vi håber, at I vil nyde denne forsinkede julehilsen, nu hvor nissens drilleri er blevet opdaget.
Med dette, årets sidste nyhedsbrev, vil vi ønske jer alle en rigtig glædelig jul og et rart og glædebringende nytår. Vi har haft et godt og begivenhedsrigt år, som vi på forskellige tidspunkter har delt sammen med mange af jer. Tusind tak for mange gode og lærerige stunder skal lyde herfra.
Kort nyt siden sidst:
- Nye plejehjem registreret: I den sidste del af året er endnu 3 plejehjem blevet registreret. I Århus Kommunes område Syd, er både Kildevang i Maarslet og Koltgården i Kolt, Hesselager, blevet registreret. Strandgården i Haarby, Assens Kommune, er også kommet på listen. Således er nu 5 plejehjem i Assens registreret. Vi glæder os meget til at fortsætte udvikling og kulturforandring sammen med jer alle. Læs om de enkelte registrerede hjem på hjemmesiden.
- Ledernetværksdag med psykolog Dorthe Birkmose: Meget inspirerende dag om hvordan det kan gå til, at vi som gode velmenende mennesker kan komme til at gøre andre mennesker ondt med vore handlinger og ord. Mange sammenhænge og eksempler blev drøftet, ligesom deltagerne om eftermiddagen sammen fik indblik i, hvordan Eden Alternative filosofien kan bistå med at forhindre at unødig ondskab og afmægtighed sniger sig ind. Læs om Dorthe Birkmoses spændende bog og DVDér her.
Næste års ledernetværksdag finder sted d. 26. november 2015. Husk at sætte kryds i kalenderen.
- Film om erfaringerne med Eden Alternative filosofien i Danmark, blandt flere nye i "Storyboards" serie om det hele menneske. En rigtig dejlig film på knap 25 minutter, som via meget korte introduktioner til hvad disse kulturelle forandringsprocesser egentlig går ud på, viser erfaringer fra hhv. Ålholmhjemmet i Hillerød, Skælskør Plejecenter og Assens Kommune. Kurset i filmen blev afholdt for Fuglsanggården i Grenå. Tusind tak til jer alle for både idéen og alle de dejlige fortællinger om jeres erfaringer! Vi kan på det varmeste anbefale
denne formidling af spændende nye tilgange til den hovedsagligt pleje- og omsorgsfagligt styrede hverdag. Filmene kan bestilles her.
- Deltagelse i Danske Ældreråds landsdækkende politiske konference - D. 12 november afholdt vi oplæg om filosofien og dens betydning for forberedelserne til bygning af nye plejeboliger. At have tid nok i forberedelsesfasen er alfa omega for at få skabt lokalt forankrede bofællesskaber.
Deltagelsen i Demensalliance samarbejdet er spændende, og sammen med andre videnpersoner på området sætter vi løbende vores præg på diskussioner ligsom vi yder en stor indsats i den arbejdsgruppe som har fokus på rehabilitering.
De overordnede mål for denne indsats er, at sikre den enkelte borger og dennes familie så stor grad af selv- og medbestemmelse som overhovedet muligt, bl.a. ved at få sat lys på behovet for ligeværdigheden
mellem alle de involverede personer, uanset roller. Ligeledes opbygning af mødesteder drevet primært af brugerne, men med ønsket støtte og mulighed for sparring med videnpersoner, fx den kommunale demenskoordinator. Et sted meget inspireret af Kallerupvej i Odense som allerede er kopieret til flere steder i Holland, og andre lignende steder i Danmark. Mere om dette arbejde i det nye år.
Nyheder fra den internationale organisation: Tre nye kolleger er nu budt velkommen - det er i Tyskland (Silke Nachtway ), Østrig (Renate Wapplinger) og Schweiz (Silvia Lüdi).
Vi er samtidig i gang med at skærpe det internationale samarbejde, nu hvor så mange lande er i færd med at implementere disse kulrurelle forandringsprocesser, og målet er at kunne erfaringsudveksle så meget som muligt til glæde for alle.
Et emne oppe i tiden - Det gode måltid betydning:
I forbindelse med at blive registreret, er der bla fokus på betydningen af det gode måltid. Oplevelsen af convivium er det der stiles mod, og dette gamle udtryk betyder gæstebud, selskab, gilde. Værdierne herfra inddrages når vi i Eden filosofien sætter stort fokus på, at et måltid er mere end at spise på samme tidspunkt og af samme mad - maden indtages nemlig bedst sammen med mennesker man holder af og har relationer tid, i en varm og hyggelig atmosfære. Et måltid er "et mål af tid", som det giver dyb mening for den enkelte af deltage i.
"Magasinet Pleje" kunne i nr. 11, d. 12. december, fortælle at et nyt forum bestående af Kost & Ernæringsforbundet, Dansk Selskab for Klinisk Ernæring og Landbrug & Fødevarer, vil sætte fokus på underernæring. Underernæring har nemlig vist sig at være et voksende problem blandt svage, kronisk syge og ældre personer, og deet vurderes, at der er risiko for underernæring blandt op mod 60 % af de ældre som modtager omsorg i ældreplejens regi.
Med baggrund i det tidligere gennemførte projekt "Mad fra Bunden" i Bronzealdervej i Odder, kan vi anbefale, at det, for at forebygge underernæring, muliggøres at den enkelte kan have indflydelse på og deltage i måltidernes forberedelse og tilberedelse - det er med til at skærpe appetitten.
Lokalt kan det være en rigtig god start at tage de helt naturlige dele i måltiderne op til revision og tænke hele forløbet igennem; hvad har vi her hos os - bespisning eller ægte måltider, som er dem fællesskabet bygger sig op omkring, ligesom køkkenet er ethvert hjems hjerte.
Hvad kommer det nye år til at bringe?
Udover nedenstående planlagte, landsdækkende kurser og temadage, så har vi bla. disse spændende bogudgivelser i vente:
Al Power´s bog "Dementia Beyond Drugs" har endelig fundet en dansk forlægger, som samarbejder med både den danske initiativtager til oversættelsen, Social- og sundhedsassistent Christian Christensen, Bronzealdervej i Odder og kursusdeltager under Al Powers 2 kurser i Danmark, samt med det amerikanske forlag. Vi ser meget frem til at bogen udkommer på dansk i det kommende forår via forlaget "Hovedland", og til at få gang i et Eden og Demenskursus. Se kursuskalenderen.
Og så er den første danske Eden Alternative bog ved at være undervejs. Den vil samle op på
erfaringerne med Eden Alternative i Danmark og vi forventer, at også den vil udkomme i den første halvdel af det nye år.
Leder Lars Bo Sørensen i Levehjemmet Bjergbyparken i Slotsbjergby, Slagelse, har opfordret os til at komme igang med denne bog, og han er selv gået i samarbejde med en universitetsstuderende om at få beskrevet deres forandringsrejse som en fortælling.
Vi glæder os rigtig meget til det fortsatte samarbejde om udviklingen af den samlede bog, som vil have journalist Ulla Skovsbøl som hovedskribent.
Desuden får vi forventeligt vores igangværende pilotforløb omkring Eden at Home gennemført frem mod sommeren, så vi kan igangsætte uddannelse indenfor hjemmeplejeområdet.
Planlagte aktiviteter i 2015:
Åbne/landsdækkende Eden Alternative grundlæggende tre-dages kurser:
- Vil finde sted på Brogården i hhv. marts, september og
november i 2015 på Brogården i Strib ved Middelfart.
- I maj måned vil et lignende kursus blive afholdt i Bymosehegn i Helsinge, Sjælland.
Eden Lederskab i praksis:
- Finder sted i maj og oktober på Brogården.
Eden Alternative og Demens (dansksproget):
- Finder sted i juni og november på
Brogården
Netværksdagen for registrerede hjem:
- Finder sted på Brogården d. 24. marts
Tema- og informationsdagen om filosofien:
- Finder sted på Brogården d. 10. juni
Ledernetværksdagen:
- Finder sted på Brogården torsdag d. 26. november
Find yderligere informationer i kursuskalenderen om det enkelte kursus. Alle kurser kan ligeledes hjemkøbes. Kontakt os for nærmere information om mulighederne ud fra jeres behov, også hvis I ønsker undervisning i filosofien i Norge, Sverige og Finland.
Vi håber, at I vil dele oplevelser og erfaringer med andre, fx i vore næste nyhedsbreve. Det kan I gøre ved at sende beskrivelser til os. I kan også dele dem via vores facebook-side.
Endnu engang vil vi ønske jer en rigtig glædelig jul og et godt nytår -
Aase Porsmose og Karin Dahl
www.edendenmark.dk