Undervisningsministeriet

   
       
  Nyhedsbrev om implementering af eud-reformen, maj 2015    
       
       
       
 
  • Status på uddannelsesbekendtgørelser
  • Erhvervsuddannelser for voksne
  • Udbud
  • Vejledninger om sommerkurser og optagelsesprøver
  • Udstedelse af to bekendtgørelser (justeringer som følge af eud10)
  • Pjece om sammenhængen mellem kontanthjælpsreformen, erhvervsuddannelsesreformen og beskæftigelsesreformen
  • Roadshow om sammenhængen mellem kontanthjælpsreformen, erhvervsuddannelsesreformen og beskæftigelsesreformen
  • Nye vejledninger til grundfagene
  • De lokale undervisningsplaner
  • Status på administrative systemer

Status på uddannelsesbekendtgørelser
Næsten alle 105 uddannelsesbekendtgørelser er nu udstedt, de kan findes på retsinformations side om bekendtgørelser og cirkulærer.

To bekendtgørelser er ikke udstedt på nuværende tidspunkt:

  • Buschauffør i kollektiv trafik, bekendtgørelsen forventes kundgjort medio maj. Den udstedte bekendtgørelse af 9. april 2015 ændres herved.
  • Togklargøringsuddannelsen, der mangler endelig afklaring i forbindelse med Trafikstyrelsens regler. Bekendtgørelsen forventes udstedt i løbet af maj måned.

De faglige udvalg har travlt med at færdiggøre uddannelsesordningerne. Udvalgenes arbejde foregår i den digitale løsning uddannelsesadministration.dk. Undervisningsministeriet sender alle de mange nye beskrivelser og tilknytninger videre ud til erhvervsskolernes elevadministrative system, EASY, så skolerne har det nødvendige grundlag for deres arbejde. Det er en travl og intensiv periode for udvalgene, der har haft en positiv tilgang til det omfattende arbejde. Processen i uddannelsesadministration.dk har fungeret godt.

Erhvervsuddannelser for voksne
En pjece om erhvervsuddannelserne for voksne (euv) er på trapperne, den forventes offentliggjort i løbet af maj. Pjecen opridser strukturen og indholdet af euv, og den indeholder svar på en række af de spørgsmål, der løbende er blevet stillet af vejledere, lærere mv. De spørgsmål og svar, der ligger på ministeriets reformhjemmeside, bliver løbende opdateret, så man her kan finde aktuelle svar på spørgsmål om euv. 

Der er afholdt informationsmøder om euv den 4. og 6. maj i henholdsvis København og Kolding. Møderne var arrangeret af DE.

Udbud
Undervisningsministeriet er i gang med at planlægge udbudsrunden, hvor der skal (gen-)ansøges om at blive godkendt til at udbyde erhvervsuddannelsernes grund- og hovedforløb og til at være praktikcenter.

Arbejdet følger en fastlagt tidsplan. Ministeriet regner med at sende et brev med orientering om udbudsrunden i løbet af maj. Brevet vil blive sendt til udbydere af erhvervsuddannelser, praktikcentre, Rådet for de Grundlæggende Erhvervsrettede Uddannelser, de faglige udvalg og regionerne.

Hensigten med brevet er at give alle de involverede aktører god tid til at forberede sig på ansøgningsrunden.
Brevet orienterer om:

  • Tilrettelæggelse og koordinering af udbudsrunden m.v.
  • Krav til institutionernes og andres ansøgninger om udbud af erhvervsuddannelser, herunder kriterier og vilkår.
  • Krav til institutionernes ansøgning om godkendelse til praktikcenter, herunder kriterier og vilkår.
  • Tidsplan for udbudsrunden.

Udbudsrunden gennemføres digitalt i Uddanneslesadminsitration.dk.

Vejledninger om sommerkurser og optagelsesprøver
Ministeriet vil inden for de kommende uger sende vejledninger til skoler og vejledere om sommerkurser og optagelsesprøver. Vejledningerne vil primært udfolde logistikken og procedurerne omkring sommerkurser og prøver.

Udstedelse af to bekendtgørelser (justeringer som følge af eud10)
Efter afsluttet høring er der nu udstedt to bekendtgørelser: Bekendtgørelse om obligatorisk selvvalgt opgave i folkeskolens 10. klasse og Bekendtgørelse om introduktionskurser og brobygning til ungdomsuddannelserne.

Begge træder i kraft den 1. august 2015. Der er tale om konsekvensjusteringer som følge af eud10.   

Pjece om sammenhængen mellem kontanthjælpsreformen, erhvervsuddannelsesreformen og beskæftigelsesreformen
Kontanthjælpsreformen, erhvervsuddannelsesreformen og beskæftigelsesreformen på beskæftigelses- og uddannelsesområdet stiller øgede krav til samarbejdet på tværs af uddannelses- og beskæftigelsessystemet, når jobcentrene, a-kasserne, UU’erne og erhvervsskolerne m.fl. skal omsætte reformernes initiativer til praksis.

Undervisningsministeriet har derfor, i samarbejde med Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), udarbejdet en pjece, som planlægges offentliggjort cirka den 1. juni. Pjecen er målrettet til aktørerne på uddannelses- eller beskæftigelsesområderne, og den indeholder viden om hovedelementerne i reformerne og om, hvordan de kan spille sammen, når unge og voksne med forskellige udfordringer og potentialer skal i uddannelse. Pjecen er tænkt til brug som viden og inspiration for eksempelvis jobcentre og erhvervsskoler, når de skal finde og udvikle konkrete løsninger på, hvordan der skabes mest mulig sammenhæng i indsatsen med de nye reformer og det lokale samarbejde.

Roadshow om sammenhængen mellem kontanthjælpsreformen, erhvervsuddannelsesreformen og beskæftigelsesreformen
Som opfølgning på ovennævnte pjece vil UVM og STAR holde fem halvdagsarrangementer rundt omkring i landet i løbet af juni. På arrangementerne vil UVM og STAR orientere om sammenhængen mellem reformerne og det nødvendige øgede samarbejde mellem aktørerne på områderne. Arrangementet skal give aktørerne på områderne mulighed for at få svar på spørgsmål til reformerne. Arrangementerne er målrettet til interesserede medarbejdere på jobcentre, a-kasser, UU’er, erhvervsskoler og øvrige interesserede uddannelsesinstitutioner.

Hent skema over planlagte arrangementer.

Invitation og tilmeldingsprocedure er netop udsendt fra de regionale arbejdsmarkedskontorer.

Nye vejledninger til grundfagene
Der er udviklet nye vejledninger til grundfagene for at understøtte skolernes arbejde med at implementere reformen. Arbejdet med beskrivelserne er udførte af fagkonsulenter i grundfagene og to erfarne undervisere fra eud-området.
Vejledningerne følger strukturen i grundfagenes fagbilag og udfolder følgende områder:

Identitet og formål, faglige mål og fagligt indhold, tilrettelæggelse, dokumentation og evaluering.

Som noget nyt vil vejledningerne indeholde links til konkrete og praktiske eksempler på blandt andet undervisningsforløb, opgaver og evalueringer.

De nye vejledninger offentliggøres medio/ultimo maj 2015 på uvm.dk.

De lokale undervisningsplaner
At beskrive de nye undervisningsforløb i den lokale undervisningsplan (LUP) er en stor opgave for skolerne i forbindelse med reformen.

Ministeriet offentliggør medio maj 2015 en ny vejledning. Vejledningen vil tage udgangspunkt i den eksisterende beskrivelsesform, og vejledningerne vil indeholde anvisninger til, hvordan det nye grundforløb skal beskrives i forhold til reformens intentioner om eksempelvis fagretninger og det uddannelsesspecifikke fag.

Vejledninger offentligøres medio/ultimo maj 2015 på uvm.dk

Status på administrative systemer
Den første version af Elevplan med understøttelse af EUD-reformen blev sat i drift den 10. april. Det betyder, at Elevplan nu indeholder funktioner til beskrivelse og planlægning af nye grundforløb – herunder fagretning og de nye uddannelsesspecifikke fag. Der er udarbejdet vejledninger hertil på elevplanvejledning.dk.

Optælling/registrering af undervisningstimer vil foregå i skemamodulet i EASY-A. Der vil snarest blive udsendt en instruks, og inden sommerferien udsendes en vejledning i korrekt anvendelse af skemamodulet. Senere på året vil det være muligt for skolerne at lave egne udtræk.



 
       
  Afmeld    
  Afmeld dig nyhedsbrevet    
       
  Du modtager dette nyhedsbrev, fordi du har tilmeldt dig nyhedsbrevet om implementering af erhvervsuddannelsesreformen fra uvm.dk på e-mail-adressen: [email address suppressed]    
       
Undervisningsministeriet
Frederiksholms Kanal 21
1220 København K
tlf: 3392 5000
fax: 3392 5547
e-mail: uvm@uvm.dk