Facebook icon Forward icon

FORVENTNING OG VEMOD PÅ GYMNASIET // Nyhedsbrev fra Hvidovre Gymnasium & HF – maj 2017

Når en dør lukkes, åbnes der en ny. Det er et ordsprog, som vi for tiden oplever helt bogstaveligt på vores gymnasium. For mens skoleåret lakker mod enden, eksamener afsluttes, og gymnasietiden helt slutter for vores afgangselever, kan vores kommende nye elever tværtimod se frem mod 2 eller 3 år på gymnasiet med nye oplevelser, viden og venskaber.

Med dette nyhedsbrev vil vi ønske alt det bedste for vores afgangselever og samtidig byde vores kommende elever hjerteligt velkommen! Vi håber, det bliver en god tid for jer alle.

Sommerhilsen fra rektor Kirsten Jensen

”Dagene er for tiden præget af både vemod og forventning: Forventning til, at vores kommende studenter klarer sig godt til eksamen, men vemod ved tanken om snart at skulle sige farvel og sende dem afsted efter 1-2-3 år her på HvG. Forventning til at skulle byde nye elever velkommen.

Torsdag den 1. juni inviterer vi vores nye 1.g-elever til vores Sommertræf på gymnasiet. Her kan de møde deres kommende klassekammerater og lærere og gymnasiets introvenner, som er nuværende elever.

Onsdag den 21. juni inviterer vi vores studenter til stor middag med sang og taler fra lærerne og underholdning af lærerbandet. Fredag den 23. juni runder vi det hele af med translokationen. Her fejrer vi vores studenter med taler, musik, overrækkelse af eksamensbeviser og hæderslegater, hvorefter de kører afsted i deres oppyntede vogne. Første stop er rådhuset, hvor borgmesteren byder velkommen, og derefter kører de videre til forældrene. Jeg vil gerne ønske alle vores studenter en rigtig god dag!

Og til både gamle og nye elever: Rigtig god sommer!

- Kirsten.”

Filmfestival med kys, historiske vingesus og ungdomsdrama

Ungdomsdrama med mobning, problemer med venskaber og et spirende forhold mellem to unge mænd. Kærlighed under Anden Verdenskrig. En datters rørende forhold til sin syge mor. Mennesker med papkasser på hovederne.  – For bare at nævne en håndfuld af de plots, man kunne se og høre til dette års Filmfestival på Hvidovre Gymnasium & HF.

Som altid havde mediefagseleverne skabt en række meget forskellige film, der tog publikum vidt omkring til den årlige Filmfestival, der i år blev afholdt torsdag den 11. maj. Én ting havde de 9 film dog til fælles: Alle elever havde virkelig udfordret sig selv med deres produktioner. Enten i form af skuespillet, scenografien, lyden, lyset eller klipningen.

Læs mere om Filmfestivalen og se billeder fra aftenen her.

Gallafest med grønt og genbrugsguld

Én mands skrald er en anden mands guld, lyder et gammelt ordsprog – ord, der blev omsat til handling fredag den 5. maj, da Hvidovre Gymnasium afholdt sin årlige gallafest. Festudvalget havde i ugerne forinden indsamlet brugte syltetøjsglas og konservesdåser, strippet dem for mærkater og forvandlet dem til rustikke vaser for buketter af hvide blomster. Store grene med grønne forårsknopper var stillet op langs væggene i vandrehallen. Når man kiggede op udenfor, så man hvide rispapirlamper hænge fra trækronerne, mens det indenfor var hundredevis af hvide balloner, der mødte øjnene.
De grønne og hvide farver fik følgeskab af røde munde, pink negle, kjoler i guld- og sølvpailletter, sorte smokings og blå butterflys i takt med, at afgangseleverne ankom i deres stiveste puds.

Læs mere om gallafesten og se billeder fra aftenen her.

”HF har lært mig om sundhed”

De fleste ved nok, at en uddannelse åbner for mange muligheder – men at det også kan gøre én sundere, det lærte en flok af skolens naturfaglige HF-elever under et besøg på Hvidovre Hospital den 26. april. De ansatte på hospitalet fortalte nemlig, at når man fuldfører en ungdomsuddannelse, har man mindre risiko for at udvikle sygdomme som diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Det skyldes den viden og de økonomiske og sociale muligheder man får i takt med, at ens uddannelsesniveau stiger.

Den teori bakkede en af eleverne op med ordene: ”Jeg har først lært om sundhed og risikofaktorer, efter at jeg begyndte på HF”.

Læs mere om elevernes besøg her.

Kommende aktiviteter og begivenheder på HvG

HvG Sommertræf
Torsdag den 1. juni holder vi sommertræf for kommende stx-elever, der får mulighed for at møde de andre nye elever, hilse på rektor og få besvaret eventuelle spørgsmål. Forældre er også meget velkomne.

Dimissionsfest
Onsdag den 21. juni om aftenen bliver skolens afgangselever fejret af lærerne ved årets dimissionsfest. Lærerne holder taler, synger sange, og der er underholdning fra lærerbandet.

Translokation
Fredag den 23. juni er der translokation for studenterne på skolen med efterfølgende besøg på Rådhuset, dans i springvandet foran hovedbiblioteket og til slut kørsel rundt til forældrene i de festligt udsmykkede vogne.

Sommerferie
Fra onsdag den 28. juni til mandag den 7. august er der sommerferie (OBS: Kontoret åbner dog igen torsdag den 3. august).

Introdage for nye elever
Torsdag den 10. og fredag den 11. august starter alle elever efter sommerferien, og disse to dage er der masser af arrangementer for de nye 1.g’ere og 1.HF’ere, der bliver rystet sammen og lærer skolen at kende bedre.

’HvG by Night’ for nye elever
I løbet af de to sidste uger i august (præcise datoer følger senere) skiftes de nye 1.g- og 1.HF-klasser til at overnatte på gymnasiet. Der vil være mad, hygge og rystesammen-arrangementer med både lærere og elever.