Facebook icon Forward icon

Nyhedsbrev fra Hvidovre Gymnasium & HF – maj 2016

Det er i skrivende stund en tid fyldt med slutninger og begyndelser: Slutningen på foråret, skoleåret, eksamener, og for afgangseleverne er det slutningen på hele deres gymnasietid. Samtidig er det starten på en dejlig sommer og ferie efterfulgt af et nyt år på Hvidovre Gymnasium & HF eller - for dem, der får huen på i næste måned – et sabbatår eller begyndelsen på en videregående uddannelse.

Summa summarum er det en tid proppet med forandringer, følelser og forventninger, og vi vil med det sidste nyhedsbrev i dette skoleår ønske, at det bliver en rigtig god tid for alle vores elever!

Sommerhilsen fra rektor Kirsten Jensen

”Vi er midt i en tid præget af både vemod og forventning. Forventning til, at vores kommende studenter klarer sig godt til eksamen, og vemod ved tanken om snart at skulle sige farvel og sende dem afsted efter 1-2-3 år her på HvG. Forventning til at skulle byde nye elever velkommen.

Onsdag den 15. juni er de nye 1.g-elever inviteret til at komme her og møde deres kommende klassekammerater, deres kommende introvenner, som er nuværende elever, samt kommende lærere.

I dagene mandag den 20. juni til og med onsdag den 22. juni udklækkes årets studenter, og onsdag aften fejrer vi dem med stor middag med sang og taler fra lærerne og underholdning af lærerbandet.
Fredag den 24. juni rundes det hele af med translokationen. Her fejres studenterne med taler, musik, overrækkelse af eksamensbeviser og hæderslegater, hvorefter de kører afsted i vogne rundt til forældrene. Traditionen tro er første stop rådhuset, hvor borgmesteren byder velkommen.

Rigtig god sommer."

I vores kalender kan du læse mere om arrangementerne for studenterne.

Her kan du læse mere om arrangementerne for nye elever.

Filmfestival med vidt forskellige film

Den røde løber, de forskelligfarvede balloner og farverige drinks i gymnasiets vandrehal satte stemningen for årets Filmfestival. For lige så kulørt, indgangen var for gæsterne, lige så kulørt blev aftenens fremvisning af de i alt syv film, som skolens dygtige mediefagselever har lavet, og som blev vist torsdag den 12. maj om aftenen på Hvidovre Gymnasium & HF.

Læs mere om aftenen, vinderne og se billeder her.
 

Gymnasiets første skoleblad er på gaden!

 

Efter at have været i støbeskeen i et stykke tid, er gymnasiets elevbårne skolebladsredaktion stolte over og glade for at kunne præsentere den første udgave af det spritnye skoleblad.


I bladet finder du både nyhedsartikler, voxpops, klummer, interviews og anmeldelser.

 

Læs bladet her.

 

Tyrkisk digter besøgte GIF-eleverne

”Det er vigtigt med sprogforståelse, når man skal arbejde med litteratur,” sagde den tyrkiske digter Murat Alpar til skolens tre GIF-klasser, da han tirsdag den 10. maj besøgte gymnasiet.

Med de ord satte Murat Alpar gang i en times snak og diskussion om sprog og lyrik, og han læste også op af sine egne digte. De spørgelystne GIF-elever fik svar på alle spørgsmål af den smilende og rolige digter, som har modtaget penge fra Statens Kunstfond hele 7 gange og udgivet både digte, ordbøger og andre tekster.


Læs mere om Murat Alpars baggrund, digte og besøg her.
 

Aktiviteter og begivenheder på HvG i juni, juli og august

23. maj-22. juni: Eksamensperiode
23. maj-22. juni er den periode, hvor eleverne kan komme op til eksamen.

22. juni: Dimissionsfest
Skoleårets sidste fest er naturligvis den traditionsrige dimissionsfest, hvor vi fejrer alle vores nyudklækkede studenter.

24. juni: Translokation
Fredag den 24. juni er der translokation for studenterne på skolen med efterfølgende besøg på Rådhuset, dans i springvandet foran hovedbiblioteket og til slut kørsel rundt til forældrene i de festligt udsmykkede vogne.

30. juni: Kontoret lukker for sommeren
Kontoret lukker for sommeren fra og med 30. juni til og med 3. august.

11. august: Første skoledag
Første skoledag for alle eleverne. Dette er samtidig den første af to introdage for de nye elever.

11. og 12. august: Introdage for nye elever
Torsdag den 11. og fredag den 12. august er der introdage for de nye STX- og HF-elever. Programmet byder på ryste-sammen-lege for de nye klasser, grundig information om skolen og hverdagen som elev.

19. august: Introfest
Årets første fest er introfesten, hvor du rigtigt kan lære dine nye klasse- og skolekammerater at kende.