Forward icon

Nyhedsbrev juni 2020

Her kan du læse om:

  • Halvårlig rapport med resultater på rygestopaktiviteter for Danmark er udgivet den 5. juni 2020 af Rygestopbasen
  • Koden ved to-trinslogin bliver sendt ved hvert login og et sikkerhedsfif
  • Nu er det tid til den halvårlige gennemgang af brugerprofilerne i tastselv-miljøet for de enhedsansvarlige
  • Rygestopbasens sekretariat holder lukket den 22.-24. juni pga. efteruddannelse
  • Rygestopbasens sekretariat holder sommerferie i juli måned

________________________________________________________________________________

Halvårsrapport på aktiviteter i Danmark er udgivet 5. juni 2020

Rygestopbasen har for andet år i træk udgivet en halvårsrapport, så rygestopenhederne får flere muligheder for at sammenligne egne resultater på effekten af rygestopaktiviteter med resultaterne for hele Danmark.

Rapporten er bygget op på samme måde som de rapporter, rygestopenhederne kan trække på egne data i Rygestopbasens tastselv-miljø. På den måde bliver den nye rapport endnu et redskab til at dokumentere, kvallitetssikre og forbedre indsatsen.

En vigtig del af kvalitetssikringen er at opgøre effekten af rygestopaktiviteterne efter 6 måneder. Rapporten indeholder derfor resultaterne for rygestopaktiviteter, der er afholdt i første halvår af 2019. På den måde sikres, at forløbene er blevet fulgt op.

Hvis du ønsker hjælp til at se, hvordan beregningerne er lavet i de tre typer af rapporter, kan du finde det under "Guides til fortolkning af rapporter". Både kursusrapport, deltagerrapport og indikatorrapport indgår i halvårsrapporten.

________________________________________________________________________________

Koden ved to-trinslogin og et sikkerhedsfif

Implementeringen af to-trins login er gået lige efter planen, og koderne bliver sendt, som de skal. Det er vigtigt at bemærke, at koden bliver sendt hver gang, du logger ind på tastselv-miljøet. Dette gøres for at verificere, at det er dig, der logger ind.

Hvis du oplever udfordringer eller generelt har brug for at kontakte os med hjælp til tastselv, giver vi dig et sikkerhedsfif; at du ikke skal skrive hverken brugernavn eller kodeord i mailen. Skriver du dit fulde navn, og hvilken kommune eller rygestopenhed du tilhører, så kan vi finde dig i vores system. Hvis vi skal kontakte dig, er det altid godt at have et kontakttelefonnummer i mailen. 

________________________________________________________________________________

Nu er det tid for en gennemgang af brugerprofiler for de enhedsansvarlige

Som et led i sikkerhedskravene i Region Hovedstaden skal den enhedsansvarlige gennemgå brugerprofilerne hvert halve år. Den enhedsansvarlige skal sikre sig, at det kun er aktive brugere af Rygestopbasens tastselv-miljø, der har en aktiv brugerprofil, og at tildelingen af rollerne svarer til de arbejdsopgaver, de enkelte medarbejdere har. 

Hvis du er enhedsansvarlig og i tvivl om, hvordan du skal løse opgaven, kan du se i guiden til brugerprofiler for enhedsansvarlige i højre nederste hjørne her. Du finder en præcis beskrivelse i afsnit afsnit 2 og 3. På siden under guiden finder du også en ressource med en kontrolliste, så du kan dokumentere, hvornår du har gennemgået brugerprofilerne. 

Vi sender også en direkte besked til den enhedsansvarlige i hver enhed. 

________________________________________________________________________________

Rygestopbasens sekretariat holder lukket den 22.-24. juni 2020

Som skrevet i nyhedsbrevet i februar, så har Rygestopbasens sekretariat holdt lukket enkelte dage henover foråret pga. efteruddannelse. De sidste datoer, vi holder lukket, er den 22.-24. juni 2020. Du kan skrive en mail til os i tidsrummet, og så vender vi tilbage så snart, vi er tilbage på hjemmekontoret.

Tastselv-miljøet kan benyttes i hele tidsrummet.

________________________________________________________________________________

Rygestopbasens sekretariat holder sommerferie i juli måned

Rygestopbasens sekretariat holder lukket i juli 2020.

I perioden er du er velkommen til at sende os en mail på:

rygestopbasen.bispebjerg-frederiksberg-hospitaler(at)regionh.dk

Vi vil besvare din mail hurtigst muligt, når vi er tilbage den 3. august 2020.

Vi ønsker alle en god sommer!