Aarhus Teater
Thomas Jensen stopper som forpagter af Cafe Hack

Thomas Jensen stopper som forpagter på Cafe Hack (foto Cathrine Ertmann)

NY FORPAGTER PÅ CAFE HACK

Brødrene Martin og Kasper Hauge overtager forpagtningen af Cafe Hack, der er beliggende i Aarhus Teaters bygning ud mod Bispetorv. Cafeens nuværende forpagter, Thomas Jensen, der har drevet Cafe Hack med stor succes siden 2005 har pr. 14. september valgt at afstå forpagtningen for at hellige sig nye projekter.

 

Erfarne restauratører med kærlighed til Aarhus Teater
Det er to velkendte ansigter fra den århusianske restaurationsbranche, der fremover skal stå i spidsen for Cafe Hack. Brødrene Hauge driver i forvejen spisestederne Carlton, Teaterbodegaen og Restaurant Seafood, men familienavnet Hauge er også velkendt i forbindelse med Cafe Hack, idet det var brødrenes far, Gert Hauge, der fik den første forpagtning, da Cafe Hack i 2001 blev indviet som serveringssted.

Martin Hauge siger:

At komme tilbage til Cafe Hack er som en ring, der sluttes. Da min far overtog Cafe Hack for 20 år siden, var jeg med som ung tjener, og nu står jeg her med min bror og overtager driften af dette fantastiske sted. Cafe Hack er et unikt sted med sjæl og historie, og så ligger den efter min mening på byens bedste adresse ud mod Bispetorv og med Domkirken som nabo. Vi ser frem til at servicere ikke blot teatrets publikum og medarbejdere, men alle byens borgere.

Mod nye udfordringer
Det er en erfaren restauratør, der om en uge overdrager nøglerne til Cafe Hack. Thomas Jensen var med helt fra starten, da Cafe Hack åbnede for 20 år siden. Her fungerede han som tjener i fire år, indtil han i 2005 overtog forpagtningen af Hack Kampmanns berømte og smukke serveringssted. 16 år senere kan Thomas Jensen nu overdrage en sund og veldrevet virksomhed til sin efterfølger.

Thomas Jensen fortæller:

Det har aldrig været meningen, at det skulle være Hack for life. Jeg er nu 42 år, forretningen er i god gænge, og skal jeg afprøve nye eventyr, så er det nu. Jeg kan se tilbage på to årtier af mit arbejdsliv i et fantastisk hus. Jeg har haft en god og tæt relation til teatret, som jo er grundstenen i forretningen. Og jeg har haft fantastisk dygtige og loyale medarbejdere, hvilket er forudsætningen for at kunne drive et så dynamisk sted som Cafe Hack, der både servicerer publikum i forbindelse med forestillingerne, de spisende gæster i restauranten, selskaber i huset og Aarhus Teaters medarbejdere i kantinen.

Thomas Jensen vil i en overgangsperiode fortsat være på teatret for at sikre en god overdragelse til brødrene Hauge, der overtager stedets forpligtelser og viderefører de aftaler, der er indgået. Samtidig forbliver hans personale en del af den fremtidige forretning.

Direktør for Aarhus Teater, Allan Aagaard, supplerer:

Thomas har været en central del af Aarhus Teater i mange år. Han har været en kendt og afholdt kollega i huset, og vi kommer til at savne ham. Thomas har været med til at gøre Cafe Hack kendt i hele landet gennem radioprogrammet P4 på Cafe Hack i tæt samarbejde med Søren Dahl og Kristian Borregaard. Han har drevet en restaurant af høj kvalitet og samtidig stået for udviklingen af Cafe Hack fra udelukkende at være et spisested og pausebar for vores teaterpublikum til også at omfatte selskaber i de smukke omgivelser. Jeg ønsker Thomas alt det bedste i fremtiden.

Jeg glæder mig samtidig meget til et nyt, tæt og berigende samarbejde med Martin og Kasper. De har stor erfaring i det århusianske restaurationsmiljø og indgående kendskab til vores hus, og jeg er sikker på, at de vil drive Cafe Hack succesfuldt videre til glæde for byens borgere.

Yderligere oplysninger hos kommunikationschef Morten Daugbjerg, tlf. 4213 4700 / presse@aarhusteater.dk

Venlig hilsen
AARHUS TEATER

Hent pressefoto af Thomas Jensen (foto Cathrine Ertmann)
 
 
Aarhus Teater Sæson 2021/22

OVERBLIK AKTUELLE FORESTILLINGER

JEG ER JO LIGE HER
Teaterkoncert med tekst og musik af Anne Linnet
Aarhus-premiere Store Scene spiller til 2. oktober

ORDET - GENSYN MED ÅRETS FORESTILLING 2020
Af Kaj Munk
Repremiere Scala spiller til 9. oktober

NÅR VI DØDE VÅGNER
Ibsens sidste stykke med blandt andre Kasper Leisner og Mette Døssing på scenen.
Premiere Studio 16. september - 16. oktober

Yderligere oplysninger, interviews og anmeldertilmelding til Aarhus Teater hos kommunikationschef Morten Daugbjerg, tlf. 42134700 / presse@aarhusteater.dk

 
  Del 
  Tweet 
  Del 
  Videresend 

AARHUS TEATER
Teatergaden, 8000 Aarhus C
 

Yderligere oplysninger, interviews og anmeldertilmelding
Kommunikationschef Morten Daugbjerg, tlf. 42134700 / presse@aarhusteater.dk

Afmeld