På årets temadag i Rygestopbasen sætter vi fokus på, hvad der sker lige nu i rygestopindsatsen. Gennem dagen kommer vi til at bevæge os fra politik til praksis ud fra overskriften: "Hvordan hjælper vi dem, der ryger i dag?"
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) vil i sin velkomst tale om de politiske beslutninger, der er gennemført i Region Hovedstaden, for at hjælpe rygerne. Vicedirektøren på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital Kirsten Wisborg vil føre tråden videre og fortælle om, hvordan rygerne bliver hjulpet på hospitalet.
Vi skal se på de seneste resultater i Rygestopbasen. Fortsætter de seneste års positive udvikling, og hvordan går det med kvaliteten af indsatsen? Deltagerne får et eksemplar af Rygestopbasens årsrapport, som bliver udgivet i forbindelse med temadagen. Vi ser også på, hvordan vi i praksis kan bruge forskning fra Rygestopbasen til at planlægge rygestopindsatsen.
Om eftermiddagen henter vi faglige input fra sundhedspædagogikken til at få nye redskaber til at understøtte gruppeprocesserne ved rygestop. Her giver Anette Schrøder, der til daglig underviser i sundhedspædagogik og sundhedsfremme, sit bud på, hvad vi kan tage med. Vi afslutter dagen med at sætte denne viden i spil i forhold til praksis og sætter fokus på de grupper, som vi gerne vil rumme i indsatsen.
Velkommen til en dag, hvor du ud fra forskellige perspektiver kan få og give input til, hvordan rygestopindsatsen fortsat kan løftes.
Du kan se det fulde program her.
________________________________________________________________________________