Problemer med at se mailen? Klik her
WWW

Brug
yl.dk

Fokus på
din karriere

Tag på
kursus

Facebook

Følg os
på Facebook

Kære medlem

OK24: Hvordan skal overenskomsten forbedres?

Fredag aften/nat bør tælle som weekendarbejde. Seniorordning og mulighed for vagtfri når man bliver ældre. Løn, der følger inflationen.

Sådan lyder nogle af de flere hundrede forslag, som Yngre Læger har modtaget fra medlemmerne i forbindelse med arbejdet med at forberede de kommende overenskomstforhandlinger.

Alle input glæder Yngre Lægers forperson, Helga Schultz:

”Det er vigtigt for os, der skal forhandle den næste overenskomst på plads, at vi hører fra så mange af jer som overhovedet muligt, så vi ved i hvilken retning, I synes, vi skal gå. Derfor er det skønt at se, at I bruger tid på at komme til medlemsmøder, og at en del af jer også skriver til os,” siger Helga Schultz og fortsætter:

"Lige nu samler vi alle forslag sammen og danner os et overblik over dem. Noget er oplagt at forsøge at løse i overenskomstregi. Andet skal løses andre steder. Og så er det jo altid et spørgsmål om, hvad vi kan få igennem i forhandlingerne, der desværre foregår i en økonomisk svær tid. Men vi lytter til alle input og er glade for, at så mange deltager i debatterne, og at I sender jeres forslag til os. Bliv endelig ved med det.” 

Læs mere om hvordan du kan give dine input til Yngre Læger.

Du kan ikke afspadsere på en sygedag

I et forsøg på at reducere afspadseringskontoen med planlagte afspadseringstimer, har arbejdsgivere i en af regionerne argumenteret for, at lægerne skulle afspadsere, selvom de var syge.

Det viser konkrete tilfælde, hvor læger har oplevet at blive syge på dage, de skulle have afspadseret overarbejde, de havde optjent i en tidligere normperiode, og alligevel blive trukket i deres afspadsering.

I Yngre Læger mener vi ikke, at man kan afspadsere, når man er syg. Hvis man bliver syg på en afspadseringsdag, skal det i stedet registreres som en sygedag, og afspadseringskontoen skal sættes i bero. Og den holdning tog vi med videre til Danske Regioner, da det ikke lykkedes at nå til enighed med den pågældende region.
Danske Regioner deler Yngre Lægers opfattelse, og det har de meddelt den pågældende region.

Se her hvordan overenskomsten definerer overarbejde – det er § 26.

Nyt tilbud til dig som ny eller kommende speciallæge

Som noget helt nyt arrangerer Yngre Læger en række møder for dig, der snart bliver speciallæge eller som allerede er speciallæge.

Her kan man som speciallæge blive klædt på til sin nye rolle og få viden om løn til speciallæger, muligheder for karriere, MUS, efteruddannelse, medlemstilbud og meget mere. Møderne kommer til at foregå på Zoom i alle fem regioner.

”Som uddannelseslæge har ens karriere og lønudvikling i grove træk været planlagt fra første dag og kører næsten efter et skema. Som speciallæge er der ikke de samme rammer for fx efteruddannelse og udviklingen af løn. Vi vil som fagforening meget gerne være med til at skubbe på for, at speciallægernes faglige og lønmæssige udvikling ikke stagnerer, for det er ingen tjent med – hverken lægerne eller patienterne. Så det har vi en stor opmærksomhed på som fagforening”, siger Christina Neergaard Pedersen, der er afdelingslæge og forperson for Speciallægeudvalget i Yngre Læger.

Læs mere om møderne her.

Til alle læger: Tag med på arbejdsmiljøkonference

Er du interesseret i trivslen på din arbejdsplads, så tag med på Yngre Lægers konference. Her kan du høre, hvad der har betydning for alle yngre lægers arbejdsmiljø, og hvordan det kan forbedres.

Konferencen finder sted den 29. marts 2022 kl. 10.00-17.30 på Hindsgavl Slot i Middelfart.

Konferencen er for alle medlemmer af Yngre Læger.

Det er gratis at deltage, og Yngre Læger dækker udgifter til transport. Yngre Læger yder dog ikke lønkompensation for dagen. Du kan spørge din nærmeste leder, om du kan få fri med løn til deltagelse.

Dagen bliver en blanding af oplæg og workshops - se hele programmet og tilmeld dig på Yngre lægers hjemmeside.

Til alle læger: Kursus i Vælg klogt

Vælg klogt - lær om kloge valg i sundhedsvæsenet

Webinar den 2. maj 2023 klokken 10-14.

Vil du gerne lære, hvordan du kan reducere defensiv medicin og spild? Hvordan du kan øge både den patientoplevet kvalitet og den behandlingsmæssige kvalitet? Og hvordan du kan forbedre arbejdsmiljøet for dig og dine kollegaer?

Så vær med, når Yngre Læger afholder webinar om ’Vælg Klogt’ - den danske udgave af det internationale paradigme Choosing Wisely – en solid, evidensbaseret indsats for at nedbringe unødig behandling af patienter til gavn for kvalitet og arbejdsmiljø. 

Læs mere og tilmeld dig her.

Yngre Læger, Kristianiagade 12, 2100 København Ø.
Klik her, hvis du ikke vil have nyhedsbrevet mere