Facebook icon Forward icon

"Jeg er blevet færdig med Netflix"

Denne tid får OGSÅ en masse underspillet og vidunderlig humor til at vokse op gennem sprækker i asfalten. Jeg husker at grine højt og hjerteligt hver dag, og et af de memes, der gik lige i smilehullerne var den helt tørre bemærkning "I finished Netflix today". Den her til højre fik mig også, og jeg klukler stadig, bare jeg kigger på den. (Vil du både trække vejret OG grine med, så kig i Pusterummet i Facebook, hvor der hver dag er begge dele)

Nå. Men det, jeg vil skrive om her, handler om at verden jo i den grad ser anderledes ud nu - ikke mindst for underholdningsbranchen og de kunstneriske optræde- og undervisningsfag. Det er i sandhed blevet en kunst at være kreativ med at genopfinde sig selv.

Alle ønsker og håber, at det netop er deres fag, der bliver åbnet op for 'lige om lidt' - men vi må nok indstille os på, at foreningslivets korprøver, koncerter, gruppesamlinger, festivaller osv. ligger langt nede i genåbningsbunken. Der kommer til at gå tid - måske måneder -  før vi igen må mødes til fest og musik. Og ikke mindst mødes til de velkendte korprøver, hvor man jo står tæt sammen.

Det gør ondt i hjertet (og stemmen), når man længes efter sit ugentlige kor-fix og savner de elskede fritidsaktiviteter og mange relationer, man har der. Flere bekymrer sig om, om de overhovedet kan huske at synge kor, når alting åbner op igen. Engang. Eller om de bare er helt rustne og ude af form.

Mit hjerte banker for rytmisk korarbejde! Jeg ønsker virkelig at være med til at gøre en forskel for at holde musikken i live og korsangen i topform. Derfor sender jeg dig denne mail - kærlig hilsen Janne!

Rytmisk Online Korprøve på mandag... med surprise til sidst

Da jeg holdt åben online korprøve for et par uger siden, blev den set over 5600 gange. Det er dælme et stort kor... og det væltede ind med skønne billeder af små familier, der sang med på de flerstemmige arrangementer hjemme i stuerne og havde en dejlig fest - på trods af mangel på fysisk nærvær. Feedbacken var overvældende god. Alle ved, at vi SKAL få det bedste ud af det her.

Det viser mig som korleder, hvor stort et behov, vi har for at synge sammen (selvom det er hver for sig) - og de mange online fællessangs-muligheder taler deres tydelige sprog.

"Det her skal jeg gøre noget mere" - var der en "ikke-(kor)sanger", der sagde til mig med mærkbar glæde og stolthed i stemmen, "og mine børn sang også med".

Derfor holder jeg åben korprøve igen. På mandag d. 20. april kl. 19.00 mødes vi på Facebook til mere hygge, "Pop i Pyjamas", som det hedder i folkemunde med skøn flerstemmig korsang med sangere fra hele landet.

Alle kan virkelig være med - tilmeld Facebook-event KLIK HER.

Endnu engang vil jeg invitere til, at I griber en portvin eller pernod, perrier eller postevand (til en lille skål) og folder korstemmen ud sammen med (tør jeg godt love) tusindvis af andre sangere.

Sidst i korprøven løfter jeg for første gang sløret for det helt særlige tilbud, jeg har arbejdet på i døgndrift den sidste tid... men mere om det lidt senere! Først throwback til forrige søndag:

Mere end 11.000 har set koncerten - gjorde du?

PopSalmer online koncert 5. april 2020

Vil du se eller gense min online PopSalmer koncert? Klik på billedet.

Jeg er dybt taknemmelig for alle kommentarer, likes og delinger fra min fødselsdagskoncert. I overgik alle mine håb, drømme og forventninger. Af hjertet tak!

Sidst i koncerten synger jeg "Til vor lille gerning" trestemmigt med mig selv! Den skal vi blandt andet arbejde med til den åbne online korprøve på mandag - så se fra [minut-tal 58.00] i koncerten, hvis du gerne vil smug-øve dig på forhånd!

... og det var på mandag d. 20/4 kl. 19.00-20.30!

Altså. Åben korprøve online på Facebook (se invitation ved at klikke her) kl.19.00 på mandag d. 20.april for hele landet. Den sidste del af korprøven bruger jeg som sagt på at præsentere det store projekt, jeg i al hemmelighed brygger på. Jeg håber virkelig, det er en nytænkning, der får jer til at falde ned af stolen... og måske er det LIGE præcis det, du mangler i dit liv de næste måneder.

JA, der er rabat at hente, hvis du er hurtig - så kig med på mandag, så du ikke går glip af noget... Hvis du SLET ikke er til fælles-kor-sang selv, kan det være, du kender nogen der er!

Jeg håber på en håndsrækning til at få delt budskabet om rytmisk online fælleskor bredest muligt ud, så vi får hele landet til at synge med. TAK fordi du deler og inviterer til Facebook-eventen.

Jeg har så meget kriller i maven, så jeg næsten ikke kan stå stille.
Kærlig hilsen, korleder Janne Wind

(herunder er der en gif, der måske/måske ikke virker i dit email-system.
Klik evt. på webversion af denne mail, hvis du vil se hvordan jeg har det lige nu)

via GIPHY