Ingen billeder? Web-version
   
 

Overskrifter i nyhedsbrevet

  • DUN i Uddannelses- og Forskningsministeriet
  • Tilmeld dig DUN Konferencen 2016
  • Job: Leder af undergraduate-enhed ved Centre for Health Sciences Education ved Aarhus Universitet
  • Medlemsmøde i DM: Studerende i en fremdriftstid - med hvilket formål og for hvis skyld?
 
 
 
 

DUN i Uddannelses- og Forskningsministeriet

 

Af Mette Krogh Christensen og Lars Ulriksen,
næstformand og formand i DUN

Før jul skrev DUNs bestyrelse til uddannelses- og forskningsministeren. Vi ville gerne mødes med ham for at kunne give de universitetspædagogiske og læringsmæssige sider af kvalitetsdiskussionen en stemme. Vi fik ikke et møde med ministeren selv, men vi fik noget bedre, så i begyndelsen af februar var DUNs næstformand og formand til møde i ministeriets kontor ”Uddannelsespolitik 1”. Det er kontoret, som arbejder med uddannelsespolitiske initiativer, herunder kvalitetsudviklingen. Mødet var lagt åbent op. Vi hørte om de temaer, som optog ministeriet i øjeblikket, og vi fortalte om nogle af de punkter, som optog os.

Det var ikke et møde, som skulle skabe resultater her og nu; men det var et meget løfterigt møde, fordi der var et tydeligt, gensidigt ønske om en jævnlig kontakt mellem ministeriet og DUN for at drøfte initiativer og vanskeligheder i sektoren. Ministeriet vil gerne både lytte til og orientere DUN i forbindelse med initiativer inden for området; og vi vil gerne bidrage med det universitetspædagogiske og læringsmæssige blik, som DUN repræsenterer, og samtidig lytte til ministeriets overvejelser. Vi tror, det bliver en både frugtbar og spændende kontakt videre frem. Det var i hvert fald sådan, mødet sluttede: Med et entydigt fælles ønske om at mødes igen for at tale og lytte. Vi ser frem til fortsættelsen.

 
 
 
 
 
 

Tilmeld dig DUN Konferencen 2016

Tid og sted: 17.-18. maj 2016 på Nyborg Strand
Tilmeldingsfrist: 11. marts

Årets konferencetema "Ledelse, udvikling og overlevelse på universitetet" peger på nogle af de udfordringer, universitetspædagogikken står overfor. Overskriften vil danne ramme for præsentationer samt workshop- og postersessions, og undervejs vil der også være plads til diskussioner og networking.Sidste år var over 170 aktive deltagere med, da DUNK15 løb af stablen. I år håber vi at gentage succesen  - denne gang med direkte udsigt til Storebælt og skoven i forårsklæder. Vil du også være med, når universitetspædagoger fra hele landet mødes til to dages fagligt og socialt samvær, kan du tilmelde dig nu.

 
 
 
 
 

Job: Leder af undergraduate-enhed ved Centre for Health Sciences Education ved Aarhus Universitet

Tiltrædelse: 1. april 2016 eller snarest derefter
Ansøgningsfrist: 10. marts 2016

Har du erfaring med undervisning og undervisningsudvikling, og besidder du lederkvalifikationer samt gode samarbejdsevner? Så er jobåbningen som leder af enheden for undergraduate health sciences education ved Centre for Health Sciences Education på Aarhus Universitet måske relevant for dig. Som leder af enheden vil du referere til prodekanen for uddannelse, og du vil få ansvar for både enhedens personale og budgetter. Stillingen giver også mulighed for forskning inden for sundhedsvidenskabelige uddannelser.

 
 
 
 
 
 

Medlemsmøde i DM: Studerende i en fremdriftstid - med hvilket formål og for hvis skyld?

Tid: 9. marts 2016 kl. 14-17
Sted: Akademikerhuset, Peter Bangs Vej 30, 2000 Frederiksberg

Kom med Dansk Magisterforening til medlemsmøde med udgangspunkt i en ny landsdækkende undersøgelse, der har kortlagt studerendes prioriteter og valg set i lyset af studiefremdriftsreformen. Undersøgelsen indikerer, at studerende er ved at udvikle en mere snæver eksamensorienteret tilgang, der kan have konsekvenser for læringsudbyttet i både snæver og bred forstand. På mødet sættes der spørgsmålstegn ved, om denne udvikling er ønskværdig - og for hvem i så fald. På talerstolen er bl.a. DUNs formand, Lars Ulriksen. Mødet er for medlemmer af Dansk Magisterforening.