Facebook icon Twitter icon Forward icon

Vil du være med?

Gospelkoret SoulSingers har nu eksisteret i et halvt år - og hvilke 6 måneder! Man skulle ikke tro, det var muligt, men vi har fået opbygget et fantastisk grundrepertoire, har skabt stærke relationer og har optrådt de mest fantastiske steder. Nu er vi for første gang klar til at åbne op og tage nye sangere med i koret i alle tre stemmegrupper (sopran, alt, tenor) - og du er velkommen! I denne mail kan du læse meget mere om SoulSingers, om optagelsesprøven og om hvad vi kan forvente af hinanden.

Så hvordan foregår det?

Tirsdag d. 26. august starter SoulSingers sæsonen op. Vi har fast korprøve tirsdage kl. 19.00 i Bykirken, Odense (Østergade 57-59). Her mødes alle nuværende SoulSangere for første gang efter ferien og her inviterer vi alle jer, der er nysgerrige med. Ud over at det bliver en hyggelig opstartsaften skal vi også i gang med efterårets repertoire, så der skal nok blive knald på! De første to uger kan vi gensidigt se hinanden an. Kemi og commitment er afgørende for et succesfuldt samarbejde i koret, og vi skal ikke bare sige JA til nye SoulSangere, I skal også sige JA til os!

Optagelsesprøver d. 7-8. september

Søndag og mandag d. 7-8. september har vi optagelsesprøver. Så har vi gensidigt haft 2 korprøver til at mærke om det føles rigtigt, og så skal de sidste ting på plads. Optagelsesprøven foregår i grupper (man skal altså ikke synge solo) og varer ca. 1 times tid pr. stemmegruppe alt i alt. Der bliver noget snak og øvelser i rytme, klap og bevægelse. Endelig skal vi synge sammen og mærke, at det fungerer godt. Nærmere plan for tid og sted følger efter opstarten. Klik her og læs nærmere om korets niveau og grundværdier. Tirsdag d. 9. september er det endelige hold sat og sæsonen rigtig i gang.

Lidt mere lav-praktisk...

Medlemsskab koster 700 kr. pr. halvår, som betales straks efter bestået optagelsesprøve. Dertil kan komme tillæg for weekender, rejser eller andet efter aftale. Hvis man ønsker at få udleveret noder (1-2 gange pr. semester samlet i et hæfte) kan man betale 50 kr. ekstra, eller selv printe fra nettet. Kontingent skal være betalt senest d. 9. september. Man kan betale via Mobilepay til Janne på tlf 31211766, eller via webshoppen på JanneWind.com. Til øveaftnerne (før, i pausen og efter) kan man købe te eller kaffe for en 5'er.

Afbud og andet omkring kommunikation

Hvis ikke der meldes afbud, regner vi med at alle møder op! Det gælder til korprøver, optrædener osv. Det betyder, at den enkelte SoulSanger har ansvar for at melde fra, og det foregår direkte til Kirsten Krupa (mail: kirsten.m.krupa@gmail.com) eller som privat besked på Facebook. Der er afkrydsningslister til kor (som Kirsten bestyrer), hvor man kan skrive på, hvis man har afbud til kommende prøver.

Vi har skabt et HELT særligt kor, hvor den enkelte ALDRIG er ligegyldig, selvom vi er mange. Der er fart på korprøverne, og man vil gå glip af noget, hvis man misser tirsdage. Vi laver vigtige projekter, hvor vi er afhængige af at kunne stille 'det antal, vi lover' - og mødediscplin og respekt er et grundfundament, så vi fastholder det gode navn, vi er ved at skabe os. Vi forventer ikke 100% fremmøde - men vi forventer klare og tydelige udmeldinger i god tid.

I det daglige foregår al kommunikation i en lukket gruppe på Facebook ("Jeg er SoulSanger") - bliv ven med Janne eller Kirsten for at komme ind i den før opstart. Der bliver hjælp til Facebook kl. 18.00 d. 16. september, og man har mulighed for at få sig en "Facebook-ven". Vi har også en dropbox med øvefiler, korprøve-referater, billeder af korsangerne, udvalgslister osv. som alle får link til. Det er ikke et krav at man er på FB, men det er en fordel.

På vores interne hjemmeside: soulsingers.dk/soulsangere-praktisk/ vil man kunne finde sæsonens overordnede beskeder og oversigter. Der er kodeord på, som udleveres til den første korprøve eller på Facebook. Ved særlige lejligheder kommer der et Nyhedsbrev (som dette direkte på mail) og i det daglige er det naturligvis til korprøverne tirsdag, der bliver givet praktiske beskeder.

Om ambitioner og forventninger osv...

Som sagt - SIKKEN en opstart i foråret 2014! Allerede efter fire korprøver optrådte SoulSingers med fuldt program for publikum i Bykirken og så tog tingene for alvor fart. Sidst i marts lavede vi en happening på Odense Banegårdscenter med ½ times koncert, der blev vist klip fra i TV2-nyhederne, og det medførte, at vi blev bedt om at åbne Odense Havnekulturfestival. Vi har også nået at synge til både guldbryllup i Odense og udendørs bryllup i Sønderjylland i en gammel slotsruin, og så havde vi lige besøg af 300 fynske gospelsangere til en GospelGathering i maj måned og holdt et brag af en debut-koncert med heldagsworkshop op til sommerferien. TJU HEJ!

Der er ingen grund til at forestille sig andet, end at det fortsætter med spændende muligheder og projekter, og allerede nu planlægger vi en KÆMPE velgørende julekoncertdag d. 13. december (sæt kryds) og går med tanker om en Fynsk Festival til sommer. Vi forventer derfor at optage sangere, der er ambitiøse, elsker at synge og optræde, har lyst til at investere sig fuldt ud med krop, sjæl og stemme og være del af noget, der er så uendeligt meget større end os selv. Vi forventer fortsat at have et hold af positive, kærlige og nærværende sangere, så vi kan skabe synergi, fed musik og gøre en forskel. Der stilles ikke krav til religiøs overbevisning, blot at alle har respekt for hinanden.

SoulSingers korledelse

SoulSingers ledes af sangeren og komponisten Janne Wind, der er en af Danmarks mest erfarne og anerkendte gospelkorledere. Pianist er Lars Bruno og tilknyttet er også Bykirkens præst Gideon Jakobsen - læs mere her. SoulSingers repertoire er primært hentet fra den moderne amerikanske gospel-scene med sværvægtere som Kirk Franklin, Fred Hammond, Israel Houghton, Richard Smallwood, Martha Munizzi og VaShawn Williams repræsenteret. Der er noder på alle sangene, men du behøver ikke kunne synge efter dem. Vi synger med klaver hver tirsdag og har band eller musikere med til optrædener. Vi har en del af vores repertoire, der er acapella, så vi også kan optræde når lejlighed byder sig uden akkompagnement.

Det var os! Hvem er du?

Det var en masse information om hvem SoulSingers er - nu er vi spændte på hvem DU ER! Vi vil glæde os til at møde dig til den første korprøve og forhåbentlig få mange gode oplevelser sammen i de kommende år. Har du spørgsmål eller kommentarer er du velkommen til at skrive til os. Du skal ikke gøre andet nu end at møde op - så på forhåbentlig gensyn d. 26. august.

PS...

Måske har du nogen tæt på dig, som også kunne synes det var dejligt at være med i SoulSingers? Du er velkommen til at videresende denne mail (højre øverste hjørne). Du må også gerne dele mailen på Facebook. Endelig har vi lavet en lille plakat, der er til at printe og hænge op. Den finder du HER. Lad os sætte et fantastisk hold - tak for hjælpen!