Facebook icon Forward icon

Nyhedsbrev fra Hvidovre Gymnasium & HF - december 2016

Julen står for døren efter et efterår med mange begivenheder. Vi har en skøn nyhed, som vi er meget stolte af - og som kommende elever med interesse for medier også får glæde af. Mere om det herunder!

Du kan også høre om det seneste nummer af Skolebladet, og så har vi også haft fornøjelsen af at præsentere Teaterforestillingen Døren, der havde en meget vellykket premiere.

Hvidovre Gymnasium ønsker en glædelig jul og godt nytår!

Ny studieretning på Hvidovre Gymnasium & HF!

Gymnasiet har får lov til at udbyde en særlig studieretning med mediefag A som det eneste sted i Danmark - det er vi selvfølgelig meget begejstrede for. Mediefagslærerne er allerede i fuldt sving med at forberede den nye studieretning, der gør eleverne i stand til at forholde sig kritisk til de mange medier, de møder i hverdagen.

Studieretningen er et resultat af, at vi i en årrække har udviklet et særligt samarbejde med lokale partnere inden for film og medier. Det fortsætter vi med, og eleverne på den nye studieretning får derfor undervisning af professionelle mediefolk fra filmskolen Station Next og TV2 Lorry. Det bliver en studieretning for de gymnasielever, der vil arbejde med medier på absolut højeste niveau - så spred gerne ordet!

Nyt nummer af Skolebladet ude

De elever, der ikke kan få nok af at skrive, er også aktive i Skolebladet, som er udkommet for anden gang i år. Som man kan se på billedet, fik det et par lærere til at slås om det sidste trykte eksemplar.

Men hvis du gerne vil have fingre i Skole-bladet og læse om den elevproducerede western Ørnebroderskabet, studieturen til Paris og andet godt, kan det sagtens lade sig gøre. Du skal bare klikke her.

Teaterforestillingen Døren

I starten af december havde vi premiere på teaterstykket Døren, der er skrevet og instrueret af en af vores HF-elever. I samarbejde med ca. 30 andre elever og to lærere blev det ambitiøse projekt sat op.

Det blev til en alvorlig og gennemarbejdet forestilling om livet og døden, men også med plads til dans, musik og tryllekunster, og vi satser på at gentage succesen næste år.

Du kan se flere billeder fra Døren her.

Kalender

Juleafslutning 22. december 
Eleverne mødes om morgenen i deres klasser og hygger med deres lærere, inden vi samles i fællessalen til fælles juleafslutning med musik fra lærerbandet.

Juleferie
Eleverne har juleferie fra og med fredag den 23. december til og med mandag den 2. januar. Vi ses på skolen igen tirsdag den 3. januar.

Informationsaften 17. januar, 19.00
Vi holder åbent hus for alle interesserede. Man kan høre om de forskellige studieretninger, få svar på spørgsmål om den nye reform og generelt blive klogere på, hvad det vil sige at gå i gymnasiet.