”Disse uger er for mig som rektor fyldt med udfordringer. Udfordringer sat i gang af regeringens varslede nedskæringer på landets gymnasier, herunder vores eget. Hvis nedskæringerne bliver en realitet, kan vi blive tvunget til at skære i tilbuddene til vores elever. Men hvor skal vi skære? Skal den enkelte lærer undervise flere hold, så der samlet bliver mindre tid til hver elev? Skal vi skære i rækken af ekstra tilbud til eleverne?
Èn ting ved jeg: Her på Hvidovre Gymnasium & HF vil vi fortsat have fokus på at gøre alt, hvad vi kan, for at forme vores gymnasium, så vores elever får grundlagt den bedst mulige fremtid her – trods besparelser.
Jeg har inviteret personalet til et møde i nær fremtid, hvor jeg vil præsentere dem for udfordringerne og invitere til fælles diskussion om, hvordan vi gør det bedst muligt. Inden da har vi sammen med vores bestyrelse v. bestyrelsesformand borgmester Helle Adelborg skrevet et debatindlæg, som du kan læse her.
Vi har også en flok handlekraftige elever, der 29. oktober valgte at deltage i uddannelsesinstitutionernes fælles demonstration mod besparelserne. Du kan se billederne fra dagen her.
- Kirsten Jensen, rektor