Facebook icon Forward icon

Nyhedsbrev fra Hvidovre Gymnasium & HF - september 2015

Iført deres spritnye studenterhuer fra Hvidovre Gymnasium & HF skød 223 unge sommerferien i gang med boblevand og studenterkørsel. Imens brugte skolens kommende elever ferien på at forberede sig til de næste to-tre år i gymnasiets rammer. Og siden elevernes start på skolen den 13. august har det ikke skortet på festlige arrangementer på HvG. Dem kan du læse om i dette nyhedsbrev.

”De smukke unge mennesker”…

…sang Kim Larsen om i 1988. Den 26. juni 2015 sad 223 af dem i fællessalen på gymnasiet og fik taler, musik og hædersbevisninger i anledningen af, at de havde gennemført henholdsvis to og tre år på gymnasiet. I rektor Kirsten Jensens translokationstale opfordrede hun eleverne til at stoppe op og mærke efter, om de er på rette vej i livet. I nyheden om translokationen kan du læse flere af Kirstens ord og om, hvad dagen ellers bød på for de nyudklækkede studenter.

Varmt velkommen til nye elever

Der var masser af informationer at holde styr på og fælles lege at klare sig igennem, da elever fra 11 nye klasser troppede op på første skoledag den 13. august. Heldigvis ledte gymnasiets 24 introvenner dem med sikker og kærlig hånd igennem dagen. Her kan du se billeder fra første skoledag for de nye 1.g’ere, 1.HF’ere og GIF’er.

Kamp mellem elever og lærere

Et af årets mest farverige indslag er Idrætsdagen, hvor lærere og elever dyster mod hinanden i forskellige idrætsgrene for at vinde guf – og æren, naturligvis. Dagens største og mest eftertragtede præmie er imidlertid udnævnelsen af klassen med den bedste udklædning. Der var linet op til skarp konkurrence mellem bastskørt-bærende piger fra Hawaii, sort-og-hvid-malede mimere, indianere med fjerpryd i håret og jule-gruppen, der gik omkring som kæmpestore pakker og chokoladekalendere. Her kan du se billeder af eleverne og læse, hvem der løb med sejren.

Kommende aktiviteter og begivenheder på HvG

1.g’erne og 1.HF’erne tager på hyttetur
Alle de nye klasser tager på hyttetur for at blive rystet sammen.

Naturvidenskabsfestival
Der er blandt andet droner på programmet, når vi i september gentager de forrige års succeser og afholder Naturvidenskabsfestival for Hvidovres folkeskoleelever.

Forældreaften
Vi indbyder alle 1.g-forældre til vores årlige forældreaften den 1. oktober kl. 19.00-21.00.

Fredagscafé
Caféudvalget inviterer til skoleårets første fredagscafé den 2. oktober.

2.HF’erne rejser til Berlin
Fra 6.-9. oktober rejser 2.HF’erne til Tysklands hovedstad for at få faglige udfordringer og masser af socialt samvær.