|
Venskaber på vulkanøen
|
 |
|
Hånden ned i en varm vulkan, polarræve, vandspruttende gejsere, smukke vandfald, vilde sandstorme og ikke mindst nye venskaber: 10 elever fra gymnasiet, der fra den 25.-30. april var i Island sammen med elever fra tre folkeskoler i Hvidovre, fik i dén grad én på opleveren. Eleverne var afsted med Talenter på Tværs-projektet, som du kan læse mere om her.
Ud over en række faglige artikler, som eleverne skal skrive til hjemmesiden EMU (Elektronisk Mødested for Undervisningsverdenen), har eleverne hver dag skrevet sjove blogs fra turen. Her kan du læse blogindlæggene, se de flotte billeder og de vilde videoer, som eleverne optog med en medbragt drone.
|
|
I vejrgudernes kløer på Island
Ugen inden at eleverne fra Talenter på Tværs-projektet var i Island, var 10 elever fra gymnasiet på en lignende tur til selvsamme vulkanø. Denne gang var det ikke sammen med folkeskolelever, men med elever fra to andre gymnasier på en såkaldt Masterclass. Masterclass’en kan du læse mere om her.
Også i denne gruppe skulle eleverne lave et produkt fra turen – en række artikler og billeder til DRs læringsportal for gymnasieelever, DR Gymnasium.
Modsat eleverne fra Talenter på Tværs-turen, som fik masser af sol på deres rejse, blev Masterclass-eleverne i dén grad udsat for det meget omskiftelige og vilde, islandske vejr! Her kan du se billeder og læse mere om turen.
|
|
Møder med virkeligheden
På HvG går lærerne op i, at eleverne bliver undervist uden for skolen såvel som inde i klaseværelserne. Også selvom mødet med virkeligheden for nogle kan virke lidt voldsom.
Derfor tog 1.r den 15. april på en fælles tur i fagene naturgeografi og biologi for at se nærmere på fødevareproduktion og moderne landbrug. Eleverne studerede malkerobotter og overværede – med blandede miner – hvordan slagtning af grise foregår.
Den 18. april om aftenen var det gymnasiets tur til at få besøg udefra. Fem af skolens klasser, der har haft forløb om dansk deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan, mødtes til en aften med film og oplæg om netop det emne. De fik blandt andet besøg af formanden for De Danske Feltpræster, der tidligere selv har været udsendt. Han fortalte om, hvad danske soldater, der er udsendt i Afghanistan, laver dernede.
Du kan læse mere om begge arrangementer på gymnasiets nyhedsside her.
|
|
Aktiviteter og begivenheder på HvG i maj
12. maj: Filmfestival på gymnasiet
Alle er velkomne til denne festlige aften, hvor mediefagseleverne viser deres årsfilm. Professionelle filmfolk uddeler priser til filmene i forskellige kategorier, og de bedste går videre til en regional filmfestival for gymnasieelever.
20. maj: Sidste skoledag + Fredagscafe
Fredag den 20. maj er sidste undervisningsdag for alle eleverne. Dagen afsluttes med skoleårets sidste Fredagscafe.
23. maj-22. juni: Eksamensperiode
Det er i denne periode, at eleverne kan komme op til eksamen.
|
|
|
|
|