Torsdag den 15. august havde jeg fornøjelsen af at byde velkommen til over 250 nye elever her på gymnasiet. Vores nye elever blev modtaget af velforberedte introvenner, som er ældre elever, der præsenterer de nye for de værdier og traditioner, som præger vores gymnasium. Såvel i undervisningen som til arrangementer i øvrigt, er der fokus på, at vores nye elever skal føle sig velkomne og blive en del af fællesskabet.
Undervisningen er godt i gang, og i den kommende tid introduceres eleverne til nogle af de forskellige projekter, som vi tilbyder. Grupper af elever i 3.g ved allerede, at de skal på udvekslingsrejse eller med i forskellige talentprojekter på gymnasiet eller i udlandet. 2.hf’erne skal til Berlin som led i undervisningen i kultur- og samfundsfag, og snart går projektet ”Talentfulde skrivere” igen i luften, hvor der er tilbud om workshops med forfattere og journalister.
Sidste fredag i september har vi Naturvidenskabsfestival, hvor elever fra Hvidovre Kommunes folkeskoler kommer på besøg og laver alverdens forsøg under kyndig vejledning af vores elever og lærere.
Venlig hilsen
Kirsten Jensen
Rektor