Computer, smartphone og mange kanaler på fjernesynet er hverdag for børn, unge og voksne. Ingen er i tvivl om at den megen skærmtid påvirker vores mentale helbred negativt.
Ny forskning fra Syddansk Universitet viser, at børn og unges mentale sundhed forbedres, hvis familierne lægger skærmene væk i fritiden. Efter to uger uden brug af smartphones og tablets, angav deltagerne i studiet reducerede symptomer på angst, tristhed og depression og færre problemer med jævnaldrende.
Forskere fra Syddansk Universitet har i samarbejde med Børne og Ungepsykiatrien undersøgt, hvilken effekt det har på børns og unges mentale sundhed, hvis de reducerer deres brug af skærme i fritiden.
I studiet blev 89 familier (181 børn og 164 voksne) tilfældigt opdelt i to grupper. Den ene gruppe skulle undvære smartphones og tablets i to uger. De måtte se tv og bruge computer i mindre omfang. De skulle begrænse deres fritidsbrug af skærm til maksimalt tre timer om ugen. Den anden gruppe, kontrolgruppen, fortsatte med deres normale skærmvaner.
Resultaterne af undersøgelsen viste en forbedring i børns og unges mentale sundhed ved reduceret skærmbrug i fritiden. Forskerne observerede en reduktion i følelser af angst, tristhed og depression og problemer med jævnaldrende.
Resultaterne fra studiet understøtter hypotese om, at børn og unges brug af skærm kan være en medvirkende årsag til, at mange børn og unge har mentale udfordringer.
Se den videnskabelige artikel her:
Jesper Schmidt-Persson et al. Screen Media Use and Mental Health of Children and Adolescents. A Secondary Analysis of a Randomized Clinical Trial. JAMA 2024