Forward icon

Nyhedsbrev maj 2022

Her kan du læse om:

  • Frist på indtastning og afslutning af rygestopforløb i tastselv-miljøet til datatræk på antal deltagere i forløb i 2021
  • Du kan få sendt to-trinskoden ved login til din mobil
  • Stoplinien hjælper unge med at blive nikotinfri
  • Praktikant bliver studentermedhjælper i Rygestopbasens sekretariat

________________________________________________________________________________

Frist på afslutning af rygestopforløb for 2021 til datatræk

Som vi skrev i nyhedsbrevet i januar, er det vigtigt at få afsluttet kurserne for 2021 i tastselv-miljøet, så de indgår i opgørelser og data.

Skal deltagerne indgå i den årlige udgivelse over, hvor mange borgere der har benyttet sig af et rygestopforløb i 2021, skal rygestopforløb for 2021 være indtastede og afsluttede i Rygestopbasens tastselv-miljø torsdag den 19. maj 2022 kl. 12. De rygestopforløb, der er påbegyndt i 2021 men ikke er afsluttet endnu, skal der ikke gøres noget ved. 

Hvert år udgiver Rygestopbasen i samarbejde med Stoplinien og Kræftens Bekæmpelse en oversigt over, hvor mange borgere der har benyttet sig af et rygestoptilbud i kommunerne i det foregående år. Du kan se de tidligere oversigter nederst på siden her.

________________________________________________________________________________

Du kan få sendt din to-trinskode til login på din mobil!

Rygestopbasen sikrer, at det er de rigtige mennesker, der får adgang til tastselv-miljøet bl.a. ved hjælp af en to-trinskode, som bliver sendt ved hvert login.

Mange har indstillet deres brugerprofil til at kunne modtage koden på mail. I den seneste tid har mange kommuner styrket deres IT-infrastruktur og skærpet sikkerheden på firewalls pga. mulige cyber-angreb. Her kan Rygestopbasens to-trinskode godt komme i et sikkerhedstjek og derved blive forsinket.

Det kan vi ikke gøre så meget ved, men vi kan tilbyde et hurtigt alternativ: Du kan få to-trinskoden leveret til din mobil.

Den enhedsansvarlige kan indsætte dit mobilnummer på din brugerprofil, så modtager du koden på mobilen. Du kan også henvende dig til Rygestopbasens sekretariat, så kan vi gøre det for dig.

________________________________________________________________________________

Stoplinien hjælper unge med at blive nikotinfri

Stoplinien oplever en stigning i antallet af unge, der ønsker hjælp til at stoppe med at bruge snus. Alene i 2021 omhandlede mere end 220 samtaler snus.

For at imødekomme det stigende behov blev der åbnet for, at kommuner kan indgå aftale med Stoplinien om telefoniske rådgivningsforløb målrettet unge i alderen 15-25 år.

Et ungeforløb består af minimum 3 samtaler, som tager afsæt i netop den situation og de udfordringer, som den unge ønsker hjælp til. I praksis ringes den unge op af Stoplinien på aftalte tidspunkter, og forløbet varer så længe, som den unge har behov for det. Forløbet registreres i Rygestopbasen. Et forløb koster 800 kr. Kommuner, der allerede har en aftale med Stoplinien om individuelle telefoniske forløb til deres borgere, har også automatisk ungeforløb som en del af pakken.

Kontakt Stoplinien på stoplinien@sst.dk eller ring til 80 31 31 31, hvis du gerne vil høre mere om, hvordan Stoplinien kan hjælpe jer med at få den rette hjælp ud til alle.

________________________________________________________________________________

Ny studentermedhjælper i sekretariatet

Nogle har nok allerede opdaget, at Rygestopbasens sekretariat har fået en ny studentermedhjælper. Amanda Barnido Jensen har nemlig været ansat i sekretariatet på 10 timer om ugen siden 1. april 2022.

I første kvartal af 2022 var Amanda i praktik i Clinical Health Promotion Centre / WHO-CC på Parker Instituttet, som Rygestopbasen hører ind under. I perioden løste hun enkelte opgaver for Rygestopbasen, og da hun allerede var introduceret til Parker Instituttet og arbejdsopgaver i Rygestopbasen, gav det god mening for begge parter at fortsætte samarbejdet.

Amanda er ved at færdiggøre sin uddannelse som administrationsøkonom på Københavns Professionshøjskole.