Uenighed mellem jury og publikum i TeaterAnmelderiet på Aarhus Teater
Publikum valgte andre vindere end fagjuryen, da de bedste unge-anmeldelser skulle findes i TeaterAnmelderiet – Danmarks eneste konkurrence i at anmelde teater. Finalen blev afholdt på Aarhus Teaters Scala-scene i torsdags og blev arrangeret af DMJX, ISCENE og Aarhus Teater. Fagjuryen i TeaterAnmelderiet kan mene, hvad den vil. Publikum har andre præferencer – i alt fald, når det gælder teateranmeldelser af Aarhus Teaters Jeppe på Bjerget med Thure Lindhardt i titelrollen. Det viste sig, da konkurrencen TeaterAnmelderiet 2024/25 for første gang introducerede Publikumsprisen til dette års finale. Her stemte knap 400 på den anmeldelse i henholdsvis et klassisk og et nyt format, der skulle vinde Publikumsprisen.
PUBLIKUMSPRISEN I DET KLASSISKE FORMAT
Publikumsprisen for Bedste Klassiske Anmeldelse gik til ”Hvorfor drikker Jeppe stadig?” af Anne Sofie Schousboe Kimose Agen (2v Risskov Gymnasium), der straks griber læseren om struben: Jeppe står henslængt med armen om datteren Kirstine og ryger en smøg på altanen i en betonblok, alt imens konen Nille er i fuld gang med at give et blowjob til en af sine kunder,
underspillet af en melankolsk underlægningsmusik.
Ja, så er vi ligesom i gang, stærk, prægnant scene fra forestillingen – og vi MÅ læse videre. Hun argumenterer fremragende, inden hun konkluderer: Publikum sidder tilbage med en følelse af provokation, skam og eftertænksomhed, men vigtigst af alt en forståelse for, hvorfor Jeppe stadig drikker i dag.
Fagjuryens vinder i Det Klassiske Format
Fagjuryen valgte i det mere essayiske bud ”Et spejl og et spørgsmål: Hvad synes vi egentlig om folk som Jeppe?
Thomas Fjeldsoe Beck (3.v på Vid Gymnasier HTX på Djursland), anmeldeler forestillingen som: ... en vidunderlig orkan af satire, tragedie og samfundskritik, der genopfinder Jeppe, og smider ham gennem tid, rum og teater, indtil han går helt i stykker.
Og til sidst konkluderer han: Thure Lindhardts fantastiske skildring af Jeppe sætter et stort, forgyldt spejl op mod publikum
og tvinger os til at se, hvad vi virkelig synes om folk som Jeppe. Det er her, stykket går fra udmærket til utroligt; det er her, vi lærer om os selv. Se juryens vinder i kategorien Bedste anmeldelse i Klassisk Format
PUBLIKUMSPRISEN I DET NYE FORMAT
Gymnasie-rap løb med prisen
Publikumsprisen for Bedste Nye Format gik efter tæt konkurrence til ”Bro er baron på et sekund”, hvor de tydeligvis har haft en fest, Rasmus, Sofia og Alberte. (3a, Egaa Gymnasium).
Jury ville have drama-tekst i kategorien Nyt Format:
"Mødet - en dramatekst"
Fagjuryen foretrak i den hårde konkurrence at præmiere den velgennemtænkte, opdigtede dialog mellem instruktør Christian Lollike og selveste Ludvig Holberg om det rimelige i en helt ny version til det danske folk. “Mødet – en dramatekst” af Klara, Kaya og Helena (2n Aarhus Katedralskole) ramte med dialogen centralt ind i forestillingens dilemmaer. Se juryens vinder i kategorien Anmeldelse i
nyt format
Vinder af Den Bedste Detalje
NILLE RØG PÅ TINDER Uden for publikums rækkevide diskede juryen op med en ekstra pris for bedste detalje. Den pris vandtes af Ida-Sofine, Rebekka og Josephine (1V, Aarhus HF og VUC). I “Nille på Tinder” har de simpelthen ladet Jeppes skrappe og frustrede hustru date adskillige skikkelser fra selve forstillingen. Prisen gik for den ubetinget sjoveste idé.
TeaterAnmelderiet er et samarbejde mellem Aarhus Teater, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) og Iscene samt primært ungdomsuddannelser i Midtjylland. Mere end 650 elever fordelt på 23 klasser har i år alle set Aarhus Teaters forestilling Jeppe på Bjerget. Finalen blev afviklet torsdag 3. april på Aarhus Teater Scala med 180 inviterede elever i salen. Vinderne modtog fribilletter til forestillinger på teatret. Priskategorier - Den bedste klassiske anmeldelse (jury)
- Den bedste anmeldelse i et nyt format (jury)
- Publikumsprisen i klassisk og nyt format
- Den bedste detalje
Se alle de nominerede anmeldelser Juryen 2025 består af: - Anders Lange fra DMJX
- Sissel Worm Glass fra Aarhus Katedralskole og Aarhus Teater Læring
- Rie Hammer og Anne Liisberg fra Iscene
- Maria Schmidt Rasmussen, sidste års vinder i kategorien Nyt format
- Christian Hetland, skuespiller i Jeppe på Bjerget
- Morten Daugbjerg, kommunikationschef på Aarhus Teater og leder af Aarhus Teater Læring
Yderligere oplysninger hos kommunikationschef Morten Daugbjerg, Aarhus Teater, tlf. 4213 4700 / presse@aarhusteater.dk Venlig hilsen
DMJX / ISCENE og AARHUS TEATER
|