Finansieringskonference, nyt projekt og god sommer

Ingen billeder? Web-version

 

Kære læser,

Vi er ved at være gøre klar til sommerferien, men inden da, serverer vi et par højdepunkter fra de seneste måneder, og en smagsprøve på vores næste projekt.

Som altid: Tak, fordi du læser med, og god sommer!

/Center for Ejerledede Virksomheder

Finansieringskonference

Vi havde godt 50 veloplagte deltagere med på vores minikonference i Kolding i starten af denne måned. Konferencen havde den appetitlige overskrift, "Sådan finansierer du vækstrejsen", og bød på spændende indlæg fra SDU, CEV og Brian Højgaard fra European Wood Corporation. Du kan se CEVs egen Kasper Meisner Nielsen berette om de væsentligste aspekter af finansiering i ejerledede virksomheder lige herunder:

Kasper Meisner Nielsen om finansiering i danske ejerledede virksomheder

NextGen – Fremtidens ejerledere

Efter sommerferien lancerer vi vores nyeste projekt: NextGen – Fremtidens ejerledere. NextGen skal forberede sønner og døtre af ejerledere til at overtage, udvikle og lede fremtidens virksomheder. Der er lige nu godt 200.000 next gens i alderen 18 - 50 år, og dem vil vi hjælpe bedst muligt på vej til en karriere i eller uden for familievirksomheden.

Forskningen viser, at next gens har et særligt potentiale for at drive virksomhed. Vi kommer bl.a. til at formidle det potentiale via cases, podcasts og videoer. Vi kommer desuden til at tilbyde udviklings- og planlægningsforløb for next gens, så de bliver så godt rustet som muligt til at overtage familievirksomheden, starte deres egen eller noget helt tredje.

Meget mere om NextGen i august. Indtil kan du suse ind på www.nextgen.nu og læse om projektet.

4 minutter med Joakim Lassen, Montana Furniture

Det famileejede Montana Furniture blev grundlagt i 1982. I dag ledes virksomheden af Joakim Lassen, der er femte generation i møbelfamilien og oldebarn af fabrikant Fritz Hansen. Montana har for nyligt opkøbt møbelvirksomheden Engelbrechts. Vi har spurgt Joakim Lassen, hvad planen er med deres investering.

Hvilke overvejelser har I haft i forbindelse med opkøbet af Engelbrechts?

Vi begyndte på en strategi sidste år, hvor vi satsede på at vækste inden for kontraktsalg. Her kunne vi se muligheder i Engelbrechts, som vi længe havde fundet interessant. Da muligheden opstod, tog vi kontakt. Enten skulle vi selv udvikle os på området, eller også skulle vi opkøbe, og her valgte vi opkøb, så vi får nye produkter på området for kontraktsalg.

Hvad regner I med, at Engelbrechts kompetencer og produkter kan tilføre jeres virksomhed?

Først og fremmest produkter inden for kontraktsalget, som kun udgør omkring 25 procent af vores omsætning i dag. Her håber vi på en væsentlig vækst fremover. Engelbrechts ligner på mange måder os med traditionelle, gode og sikre kvalitetsprodukter. De mangler lidt farve og markedsføring, og her er vi stærke. Deres vigtigste produkt er Kevi-stolen, som er designet af Jørgen Rasmussen, der er omkring samme årgang som min far. Det er et godt produkt med en pæn markedsandel, og vi klæder hinanden godt.

Hvad betyder det at få en ny produktportefølje i forhold til udviklingen af virksomheden?

Det betyder blandt andet et planlagt spring fremad i forhold til vores relevans for erhvervskunder, organisationer og institutioner - også inden for konferencer og kontorer. Vi har haft arbejdsborde og opbevaringsmøbler, men nu har vi også stole til dette segment.

Hvad har I af konkrete planer for virksomhedens fremtid?

Engelbrechts bliver en del af Montana, og vi overfører alle medarbejdere derfra til os, så de også kommer til at arbejde med Montana. Vores sælgere og agenter får så også Engelbrechts produkter med, så de kan arbejde med flere markeder. Engelbrechts har ikke tidligere arbejdet så meget med retail, men samlet kan vi nu også tilbyde stole til spise- og køkkenborde m.m. Det glæder vi os meget til.

Du kan følge med i udviklingen af Montanas nye forretningsområde her, og finde mere viden og inspiration til dit eget investeringsarbejde her.

På gensyn

Det var alt for denne gang. Vi ses på den anden side af ferien – nyd den!

Vi hører som altid gerne feedback fra dig. Skriv her.

Alt godt,
Center for Ejerledede Virksomheder

Hvis du kan lide vores nyhedsbrev, må du meget gerne dele det med med dine venner og kolleger, så de kan blive lige så velbevandrede i ejerledelse, som du er. Videresend blot denne mail. Så bliver vi glade. 

Velkommen til det gode selskab!

Har du fået denne mail tilsendt af en ven? Hvis du er nået helt herned, må det være noget for dig. Du kan skrive dig op lige her. Vi udkommer 2 gange om måneden. Det er gratis og vi lover at holde niveauet og humøret højt.

 

Center for Ejerledede Virksomheder / Center for Owner-Managed Businesses
Institut for Regnskab / Department of Accounting
Copenhagen Business School
Solbjerg Plads 3, 2000 Frederiksberg
Opdater indstillinger  |  Afmeld