Aarhus Teater
GÅ TIL PRESSESITE

Pressemeddelelse 15. november 2022

Cabaret, Aarhus Teater (foto Emilia Therese)

Cabaret / Fotograf Emilia Therese 

'FULDT TILFREDSSTILLENDE' ÅRSREGNSKAB 2021/22 

Aarhus Teater kommer ud med et 'fuldt tilfredsstillende' årsregnskab for sæson 2021/22. Det konkluderer bestyrelsen, der netop har godkendt det seneste regnskab. Sæson 2021/22 blev som den forrige præget af Covid-19. Alligevel nåede besøgstallet op på 96.137, og på bundlinjen var der et lille overskud på 60.000 kr. Det samlede resultat er større end forventet og i tråd med det niveau, hvor teatret generelt vil ligge økonomisk.

 

Covid-19 spøger stadig
Sæson 2021/22 begyndte 'normalt', men sidst på året måtte samfundet igen lukke ned, og det betød, at teatret ikke kunne gennemføre alle forestillinger. Særligt vinteren og foråret var præget af, at teatrets medarbejdere også selv blev hårdt ramt af corona, og i alt var over 100 medarbejdere smittet med virussen. Det betød, at der blev afviklet 110 færre forestillinger, heraf størstedelen på Store Scene og Scala, hvor det store billetsalg normalt ligger. 

På den baggrund er det trods alt positivt, at 96.137 besøgte Aarhus Teater, selvom budgettet undervejs blev nedjusteret fra 120.120 billetter. Besøgstallet er dog væsentligt højere end i den forrige sæson, hvor corona for alvor hærgede, og blot 52.000 mennesker slog vejen forbi. 

I naturlig forlængelse af færre besøgende er billetindtægterne også mindre end budgetteret, dvs. 14.880 mio. kr. mod budgetterede indtægter på 19.375 mio. kr.  

Fortsat godt tag i de unge
Billetsalget til børn, unge og studerende er tilbage på det høje niveau, hvilket betyder, at over hver tredje af teatrets publikummer er under 25 år eller studerende (37%). Det er særdeles positivt i forhold til, at de kommende generationer også skal finde vej til teatret. Til gengæld har der været et efterslæb på løssalget til voksne, hvilket bl.a. kan hænge sammen med, at publikum ikke for alvor var kommet tilbage efter Covid-19 og 110 aflyste forestillinger.

Højt aktivitetsniveau alligevel
Der blev gennemført 376 opførelser i sæsonen mod et planlagt antal på 486. Alligevel har aktivitetsniveauet været højt. Som led i teatrets strategi har Aarhus Teater nemlig en del samarbejder med andre af landets teatre (bl.a. Charlie & Chokoladefabrikken med Østre Gasværk, Teaterkoncert CV Jørgensen med Aveny-T og Sandmanden med Holstebro Dansekompagni og Sort/Hvid). Det betyder, at teatrets forestillinger har fået et længere liv og nået et større publikum (51.207) i andre landsdele end i Østjylland. Ser man på antal besøgende på Aarhus Teater og på de samarbejdende teatre er vores samlede 'reach' på hele 147.344, hvilket betyder, at Aarhus Teaters forestillinger når et ganske stort og geografisk spredt publikum.

Samtidig har aktivitetsniveauet til diverse publikumsarrangementer som Over Torvet, Forsamlingshuset, Tænkepauser, rundvisninger, aftertalks m.m. samt de pædagogiske aktiviteter i Aarhus Teaters læringsafdeling (ATL) været højt og nået et samlet besøgstal på 13.173, hvilket vurderes som meget tilfredsstillende. 

Højdespringerne og flotte nomineringer
Blandt sæsonens billetsalgsmæssige højdespringere kan nævnes musicalen Cabaret med 18.525 besøgende, familieforestillingen Alice i Eventyrland med 22.934 besøgende og Shakespeares Romeo & Julie med 12.496 besøgende - alle på Store Scene. Også Scala var velbesøgt. Således så 5.206 teaterversionen af Carl Th. Dreyers Ordet, mens 4.958 overværede Christian Lollikes Kagefabrikken. Og på de mindre scener Studio og Stiklingen kan man nævne Ibsens Når vi døde vågner (1.774) og Tove Ditlevforestillingen Man vokser op i samarbejde med DDSKS Aarhus (1806).

Kunstnerisk modtog Aarhus Teater flere fornemme Reumert-nomineringer til bl.a. Nanna Bøttcher for hendes kraftpræstation i monologen Girls & Boys, Nathalie Mellbye, der blev nomineret i hendes stærke debut som instruktør af A Clockwork Orange, og Aarhus Teaters tidligere huskunstner Nanna Cecilie Bang som Årets dramatiker for sit stykke om incels The Supreme Gentleman.

YDERLIGERE OPLYSNINGER
Direktør Allan Aagaard, tlf. 4080 2794 
Bestyrelsesformand Kim Nøhr Skibsted, tlf. 3052 5020

HENT PRESSEFOTOS FRA SÆSON 2021/22
Romeo & Julie, Aarhus Teater Foto Rumle Skafte

Romeo & Julie  (foto Rumle Skafte)

 
Omstigning til Paradis, Aarhus Teater (foto Rumle Skafte

Omstigning til Paradis (foto Rumle Skafte)

Kagefabrikken på Aarhus Teater (foto Emilia Therese)

Kagefabrikken (foto Emilia Therese)

Når vi døde vågner på Aarhus Teater (foto Rumle Skafte)

Når vi døde vågner (foto Rumle Skafte)

Girls & Boys på Aarhus Teater (foto Rumle Skafte)

Girls & Boys (foto Rumle Skafte)

 

NØGLETAL FRA ÅRSREGNSKABET 2021/22

Parenteserne angiver tal fra sæson 2020/21 (hvor andet ikke er angivet)

  • Samlet resultat: 60.000 kr. 
  • Antal besøgende: 96.137 (51.799) 
  • Øvrige aktiviteter end forestillinger (Forsamlingshus, Over Torvet, AT Læring, rundvisninger, foredrag, korarrangementer o. lign.): 13.173 (8.893)
  • Billetindtægter: 14.880 mio. kr. (7,989 mio. kr.)
  • Indtægter fra erhvervspartnerskaber og andre erhvervsaktiviteter (ekskl. fonde): 2,5 mio. kr. (1,585 mio. kr.)
  • Sædebelægning 74% (92%)
    - fald skyldes aflysninger af forestillinger pga Covid-19
  • Værdibelægning: 47% (51%) 
    - fald skyldes højt antal solgte ungdomsbilletter til lav pris
  • Antal egenproduktioner: 14 (13)
  • Antal gæstespil: 6 (6)
  • Antal opførelser 376 (282)

UDVALGTE FORESTILLINGER (antal publikummer)

  • Alice i Eventyrland Store Scene (21.945)
  • Cabaret Store Scene (17.334)
  • Romeo & Julie (Store Scene 12.496)
  • Ordet Scala (4.934)
  • Kagefabrikken Scala (4.614)
  • Omstigning til Paradis (2.226)
  • Sandmanden Scala (3.487)
  • Når vi døde vågner Studio (1.774)
  • The Supreme Gentleman Studio (839)
  • Girls & Boys Stiklingen (756)
  • Man vokser op Stiklingen (1.699)

Se alle salgstal s. 24 i årsregnskabet.

HÆDERSBEVISNINGER

  • Årets kvindelige hovedrolle: Nanna Bøttcher, Girls & Boys, Aarhus Teater
  • Årets instruktør: Nathalie Mellbye, A Clockwork Orange, Aarhus Teater
  • Årets dramatiker: Nanna Cecilie Bang, The Supreme Gentleman, Aarhus Teater og Betty Nansen Teatret
  • Årets danser: Bjørk-Mynte Paulse, Sandmanden, Aarhus Teater, Sort/Hvid og Holstebro Dansekompagni og The Danish Girl, Holstebro Dansekompagni og Vejle Musikteater
  • Årets talent:  Lasse Steen Jensen, Sandmanden, Aarhus Teater, Sort/Hvid og Holstebro Dansekompagni

 
Direktør Allan Aagaard

Direktør Allan Aagaard.
Foto Isak Hoffmeyer

Direktør Allan Aagaard
Sæson 2021/22 var lige som sæsonen før volatil og medførte en del ekstra omkostninger og færre indtægter. Men takket være stram omkostningsstyring og  de hjælpepakker, som regeringen og Folketinget fik tilvejebragt, har sæsonen ikke medført økonomisk nedtur for Aarhus Teater. Det er jeg meget taknemmelig for. Resultatet med et mindre overskud på 60.000 kr. er derfor fuldt tilfredsstillende. 

 
Teaterdirektør Trine Holm Thomsen. Foto Isak Hoffmeyer

Teaterdirektør Trine Holm Thomsen.
Foto Isak Hoffmeyer

Teaterdirektør Trine Holm Thomsen
Ovenpå sæson 2020/21's langvarige nedlukning, kapacitetsbegrænsninger og Covid-19 restriktioner havde vi set frem til en sæson 2021/22, der virkelig kunne mærkes. Sæsonen var planlagt med den overordnede vision for øje, at vi ville hylde alt det, vi havde savnet - nærværet, tilstedeværet og den levende kunst. Covid-19 udfordrede desværre vores visioner med nedlukning ved årsskiftet og en steppebrand af smitte, medførte udfordrede prøveforløb, udskudte premiere, forkortede spilleperioder og aflysning af en produktion, festforestillingen "Til de lyse morgener".

Men alligevel formåede vi gennem hele sæsonen at byde publikum indenfor i det åbne og pulserende hus, som Aarhus Teater er. For hvis pandemien særligt har tydeliggjort én ting, så er der det, at scenekunsten lever i mødet med publikum. Og det er lykkedes takket være en ekstraordinær indsats fra hele Aarhus Teater.  

 
Bestyrelsesformand Aarhus Teater Kim Nøhr Skibsted (foto Poul Due Jensens Fond)

Bestyrelsesformand Kim Nøhr Skibsted
(foto Poul Due Jensens Fond)

Bestyrelsesformand Kim Nøhr SkibstedSelvom sæsonen har været præget af Covid-19, er det lykkedes teatret at gennemføre hovedparten af forestillingerne og en række øvrige aktiviteter. Samtidig er det lykkedes at komme ud med sorte tal på bundlinjen, og derfor finder bestyrelsen det samlede afsluttende sæsonregnskab 2021/22 for fuldt tilfredsstillende. Stor tak til alle teatrets medarbejdere for en stor og engageret indsats.

 
 
  Del 
  Tweet 
  Del 
  Videresend 
PRESSE AARHUS TEATER
Teatergaden, 8000 Aarhus C
Omstilling: 8933 2300
Kommunikationschef Morten Daugbjerg
Tlf. 4213 4700 / presse@aarhusteater.dk
www.aarhusteater.dk
Afmeld