Aarhus Teater ansætter to nye og nyuddannede huskunstnere fra Den Danske Scenekunstskole - Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe - der med virkning fra sæson 2024/25 skal fortsætte teatrets succesfulde udviklingsprofil på Studio.
Dermed udvider teaterdirektør Trine Holm Thomsen teatrets huskunstnerordning; en ordning der ovenikøbet tæller instruktør Sigrid Johannessen (Jane Eyre - en romantisk drøm og En lykkelig slutning), som fremover skal lave forestillinger på de større scener samt huskomponist Marie Koldkjær Højlund.
Teaterdirektør Trine Holm Thomsen siger:
Jeg er så glad og stolt over, at Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe bliver vores nye huskunstnere på Aarhus
Teater i næste sæson. De viste med deres afgangsforestilling på Statens Teaterskole sidste år, at de er begavede og stærke kunstnere. Og de samtaler, vi har haft i forhold til de kommende forestillinger hos os, har kun bekræftet det. Jeg er sikker på, at publikum vil opleve nogle spændende, moderne værker på Studioscenen, hvor de Carolin og Josefine primært skal arbejde i næste sæson.
Samtidig er jeg utroligt glad for, at Sigrid Johannessen fortsætter hos os som huskunstner. Sigrid er en lysende begavelse, hvilket vi allerede har kunne bemærke i forbindelse med hendes moderne klassikertolkning af "Jane Eyre - en romantisk drøm" og monologen "En lykkelig slutning". Og Marie Koldkjær Højlunds musikalske og kunstneriske kvaliteter har været meget tydelige i vores samarbejder begyndende med "Lyden af de skuldre vi står på" og senest "Natten - en teaterkoncert.
Dermed har vi i næste sæson hele fire huskunstnere i huset til at styrke vores kunstneriske profil."
Carolin Oredsson og Josefine Thornberg-Thorsøe glæder sig til at blive en del af Aarhus Teater:
Vi glæder os så utrolig meget til at blive en del af Aarhus Teater, og det føles meget stort at videreføre en stolt huskunstnertradition på Studioscenen, hvor både teaterrummet og publikum udfordres.
Vi har fundet hinanden som scenekunstnerisk duo i en fælles kærlighed til at skabe sceniske universer, hvor grænsen mellem virkelighed og magi er meget tynd. Vi prøver altid at lade teaterlegen fylde i rummet, og vi vil, at
kliché og poesi sameksisterer og blander også gerne vildt i genrer og udtryk.
Med åbne hjerter søger vi at beskrive menneskelighedens små og store kriser - og typisk for vores tid er jo de helt store kriser, som stiller menneskelighedens eksistentielle spørgsmål på spidsen. Vores verden kan føles ekstrem, og vi vil derfor tage fat i de radikale måder at håndtere tingene på, når verden ryster. Her findes der total eskapisme, fantasier om vold og forsøg på desperat at kontrollere sin egen skæbne og krop.
Vi ser frem til at dedikere det næste år til at skabe sjov, smuk, skør og nødvendig scenekunst på Studio.
Scenekunst som forhåbentligt kan lade publikum både drømme sig væk og blive konfronteret med the big, bad world.
Yderligere oplysninger hos kommunikationschef Morten Daugbjerg,
*tlf. 4213 4700 / presse@aarhusteater.dk