Vi putter hinanden i kasser, fordi det er den nemmeste vej til tryghed. Så behøver vi ikke se på den kasse, vi har sat os selv i. Den kasse hvor man er sådan én, der putter andre i kasser - og måske selv lever i en.

 

Hver gang jeg føler mig fristet til at sige "han er den der type, der..." eller "hun er sådan en som"  eller "jeg er sådan én der...." stopper jeg mig selv.

Er der noget livet har lært mig, så er det, at vi vokser i og med nysgerrighed - ikke af at blive sat i bås.

Nysgerrighed på hvad vi rummer, når vi slipper modstanden på hvad vi allerede er - eller ikke er.

At kunne slippe det vi ved - eller tror vi ved - og nysgerrigt vokse videre.

 

Glædelig 6. december.

Kærligst

Anja