Selv om det sidste vi ønsker, er at såre dem vi elsker, sker det alligevel. Vi bliver såret og vi kommer til at såre andre. Opgaven er at komme styrket og modigere ud af det.

At føle sig såret eller at finde ud af, at vi har såret et andet menneske utilsigtet, er en ubehagelig følelse.

Men det sker.

På arbejdspladser, i venskaber, i kærlighedsrelationer.

Det hænder fordi vi er mennesker og har blinde vinkler. Vi ser ikke alt hele tiden og vi ser ikke altid alles behov eller vores egne for den sags skyld.

Opgaven er ikke at sikre sig mod at blive såret - for det er en umulig opgave.

Opgaven er at kunne give en undskyldning og at kunne modtage en. En balance der handler om både at kunne give og modtage.

Når vi er blevet såret, bliver vi bange for smerten.

Resultatet kan være, at vi ikke giver os selv lov til det, vi dybest set har behov for, af frygt for at blive såret igen. Vi skærmer os fra livet.

Og så sårer vi bare os selv lidt hver dag i stedet for. Det kan føles mindre pinefuldt - men i længden er det meget værre.

Så hellere vove pelsen. Det kunne jo være, at det gik godt.

Glædelig 12. December.

Kærligst

Anja