- og rigtig godt nytår! Ingen billeder? Web-version Tak 🥂for et kraftfuldt og vildt 2024I dag stikker jeg hovedet ind i din indbakke for noget så simpelt og vigtigt som at sige TAK. Jeg sidder i pyjamas med varm kaffe i koppen og dejlig musik på anlægget, et halvfærdigt puslespil på bordet og et påbegyndt blomster-hækle-tæppe i smukke farver på pinden. Sandet for timeglasset 2024 løber langsomt ud - og min kalender ligger stadig og gisper lidt i chok over de vilde og skønne ting, jeg har været igennem de sidste 12 måneder - både på den professionelle og private front. Det fylder bare med så stor taknemmelighed. Vi gjorde det - vi kom igennem året. Sammen og hver for sig.
Har vi lånt hinandens nervesystem i 2024? Siden jeg i 2018 for alvor begyndte at studere vores Vagusnerve, trivsel og nervesystem, har jeg interesseret mig gevaldigt for vigtigheden af samregulering og selvberoligelse. Altså kontakten mellem os og inden i os. Mange af jer ved måske, at jeg har en 'spændende' kombination af både (det man i gamle dage kaldte højtfungerende) autisme og (sendiagnosticeret) AHDH - med de samlede bogsaver AuDHD. At jeg så samtidig er sådan et sansestærkt (tidligere kaldet særligt sensitivt), introvert, intuitivt menneske, der kan se, høre og mærke det meste og ofte har svært ved at slukke for det igen, er bare en ekstra 'bonus'. Det er ikke altid helt nemt at være midt i livet i en overstimulerende verden, der har mange lag af kultur, jantelov, skjulte agendaer og socialisering. (Og så taler vi slet ikke om min nye 'bedste ven': perimenopause og overgangsalder. Wuhuuu for en fest). Mon ikke flere af jer, der læser med her, med ret stor sikkerhed vil kunne nikke genkendende til en eller flere af ovenstående? Vi tiltrækker nemlig jævnligt hinanden. Os, der ikke heeeelt passer ind i formen, stritter lidt, føler os 'ved siden af' eller er på overarbejde på den ene eller anden måde, så det vil ikke være usædvanligt, hvis du har kunnet genkende sider af dig i mig - og vi på den ene eller anden måde har lånt lidt af hinandens nervesystemer gennem året. - altså ikke at du på nogen måde behøver at kunne identificere dig med nogen sider i mig, for at være del af min verden. Du er helt velkommen som dig!
Vi må gerne være her Med større og dybere forståelse af mellemmenneskelige interaktioner, gensidig regulering og et bedre kendskab til vores nervesystem, nærmer jeg mig selv et langt dybere nærvær, en accept af den jeg er, OG den du er - dem vi alle sammen er. En blidhed og tilladelse til egenomsorg og næstekærlighed, som er en kæmpe lettelse efter mange års maskering og forkerthedsfølelse. Velkendte følgesvende som skam, skyld, ængstelse, magtesløshed, kollaps eller overvæld stikker jævnligt lige snotten frem på genvisit - og så ved jeg i dag, hvordan jeg bedre kan tage ansvaret hjem, komme tilbage i min krop, genskabe kontakten - enten ved at sætte grænser, ved at møde tydeligere op eller bede om tilgivelse, når jeg trådte skævt. Eller helt enkelt ved at 'ringe til en ven' og række ud.
Ensomhedens modgift Mange af os synger sammen. Enten hver uge i et (eller flere) af korene på Fyn (Pop'n Soul i Ryslinge og Voldbygaardkoret i Middelfart) eller i OUH koret for ansatte i Regions Syddanmark og ODEONS rytmiske kor, der øver hver måned - og hvor du for øvrigt ALTID er velkommen. Flere af jer møder jeg ind i mellem på workshops, til online events, på højskole-ophold og kurser. Nogle af os 'trækker vejret sammen' på 'pusterumskurser' og andre er jeg stødt på før eller siden i mit liv i små eller store glimt af øjenkontakt og hjertevarme. Vibrationerne mellem os - uanset hvordan de ser ud - gør en forskel for mig. I en verden, hvor jorden (i hvert fald for mig) ofte ryster lige rigeligt under fødderne, har jeg så gevaldigt meget brug for resonansen. At vi swinger. At vi er. Små glimmere af tillid og en overordnet tryghed i at "på en eller anden måde lever vi det her liv sammen". Vi må gerne være her. Der er plads til os, som vi er.
Hvad bringer 2025 mon for dig? Mon du også er sådan én, der bruger årets overgange (nytår, fødselsdage, jævndøgn, fuldmåner osv.) til at stoppe op og trække streger, gøre status eller afvikle / udvikle? Hos mig er struktur, tryghed og ritualer en gave - som samtidigt udfordres gevaldigt at min til tider manglende impulskontrol, indre vildskab og optimistiske idé-rigdom. Jo tak - kombinationen af autisme og ADHD har så sandelig mange spændende indre tovtrækkerier. Og her hjælper det mig som regel at bruge livets cyklus som løftestang, nulstilling og pejlemærker. Måske netop derfor, gør jeg status i dag og kigger tilbage med forpustet og tåretrækkende taknemmelighed - og stolthed! ✨ Selv kigger jeg frem mod et 2025, hvor jeg arbejder videre på at sprede endnu mere musik, fællesklang og samregulering, viden, forskning og erfaring med alle jer, der længes eller trænger. Lige om lidt starter alle korene op igen. ODEON koret har et spændende samarbejde i Odense med mentorbarn d. 27. januar. Voldbygaard-koret har debutkoncert d. 2. februar. OUH-koret har første optræden i Foyeren på Odense Universitets Hospital d. 4. februar og Pop'n Soul i Ryslinge sætter også fra mod et forventeligt intenst forår. Tisvilde Højskole "Pop & krop"-kurset til januar har været udsolgt i månedsvis, og "Syng for livet" til september fylder godt op. Jeg håber sådan at synge med dig det ene eller andet sted. (Faktisk har jeg enkelte ledige pladser i koret i Middelfart, hvis du trænger til sådan en udfordring, så skriv lige til mig). ✨ Min første rigtige bogudgivelse (hvis man ikke tæller de tre PopSalmer med sange og korarrangementer med) nemlig bogen "Må jeg låne dit nervesystem" er en af de første bøger på dansk om den Polyvagale Teori og Vagusnervens betydning for vores liv. Den udkommer officielt (måske) allerede her til januar, og du vil blive inviteret til nytårskur og bogreception her på gården, så snart brikkerne i kalenderen falder helt på plads. Forventeligt bliver bogen i løbet af året oversat til og udgivet på Tysk og Engelsk, og jeg forhandler lige nu med flere internationale partnere om online kurser i bogens øvelser, og hvordan man bruger krop, sang og stemme til at stimulere og skabe fleksibilitet, tryghed og balance i nervesystemet. ✨ At jeg samtidig nu har været under uddannelse i to år som Praktisk Parterapeut hos dygtige Maj Wismann, og har fået en del praktiske kilometer i benene efterhånden både med par og faktisk også en del én-til-én samtaler er simpelthen så meningsfyldt for mig. Ofte er det forskellige former for neurodiversitet-problematikker, der finder mig - og hvad enten vi laver sangundervisning, strategi-samtaler, parterapi eller kropsarbejde/åndedrætsterapi, er jeg taknemmelig over at kunne stille mig til rådighed. Du er altid velkommen! ✨ Der er nok at se til - men som du nok kan forestille dig, står min popcorn-hjerne selvfølgelig ikke stille. Så jeg er på den gode måde overvældet af nye ideer til opfølgende bøger, kurser, samarbejder og måder at bruge al denne viden og erfaring til at gøre en forskel. Der er meget at være taknemmelig for, ik sandt!
Tak for 2024, godt nytår og på gensyn i 2025 kærlig hilsen |